Arv på kontanthjælp

Kære Monica Kromann,

Jeg har et spørgsmål vedrørende arv.

Min kærestes bror arvede efter deres mors død et sommerhus og en andelslejlighed, som broderen efter aftale med min kæreste, betalte boafgiften for. Til gengæld ville min kæreste få halvdelen af provenuet, når og hvis andelen blev solgt, og min kæreste boede da også i lejligheden indtil for kort tid siden.

Nu er lejligheden blevet solgt, og min kæreste skulle så efter aftalen med broderen have halvdelen af pengene fra salget af lejligheden. I mellemtiden er min kæreste imidlertid kommet på kontanthjælp, og mine spørgsmål er derfor:

1) Har min kæreste, efter modtagelsen af provenuet fra salget af lejligheden, fortsat ret til at modtage kontanthjælp?

2) Skal min kæreste betale boafgift eller gaveafgift af det beløb han modtager fra salget af lejligheden, eftersom beløbet min kæreste modtager jo reelt tilkommer broderen? Betragtes beløbet min kæreste modtager i så fald som en gave?

3) Er der mulighed for, at min kærestes bror kan betale min kærestes gæld uden, at det bliver anset for gave og uden at han skal betale gaveafgift? Jeg synes, at det hele er noget forvirrende, og jeg håber derfor, at du kan hjælpe mig med svar på mine spørgsmål.

Med venlig hilsen,

Den forvirrede

Svar:

Kære Forvirrede,

Tak for din henvendelse og for dine spørgsmål, som jeg naturligvis gerne vil besvare.

Reglerne om kontanthjælp samt bo- og gaveafgifter er komplicerede, og det er derfor helt forståeligt, at du/I har brug for svar på ovennævnte spørgsmål.

Spørgsmål ene 1 henholdsvis 2 og 3 er principielt uafhængige af hinanden, hvorfor jeg i det følgende først vil gennemgå reglerne vedrørende kontanthjælp og derefter reglerne vedrørende bo- og gaveafgift.

Kontanthjælpen

Reglerne om kontanthjælp fremgår af Lov om aktiv socialpolitik (lovbekendtgørelse nr. 190 af 24/02/2012).

Der er flere betingelser, der skal være opfyldt, før at man kan få kontanthjælp. De grundlæggende betingelser fremgår af lovens § 11, stk. 2. Det er herefter en betingelse for modtagelse af kontanthjælp:

1. - at ansøgeren har været udsat for en social begivenhed, eksempelvis arbejdsløshed,2. - at denne begivenhed har medført, at ansøgeren ikke længere har mulighed for at forsørge sig selv og familien, og3. - at ansøgerens/familiens behov for forsørgelse ikke kan dækkes via andre ydelser.

Kommunen foretager en samlet, individuel og konkret bedømmelse af ansøgerens forhold for at se, om de ændringer i ansøgerens personlige forhold, der har medført, at denne ikke længere kan forsørge sig selv og familien, kan begrunde hjælp i form af kontanthjælp. Der kan desuden være en række andre krav og betingelser afhængigt af de konkrete forhold, eksempelvis kan kommunen stille krav om, at ansøgeren aktivt søger arbejde.

Da du skriver, at din kæreste modtager kontanthjælp, lægges det til grund, at ovenstående betingelser på nuværende tidspunkt er opfyldt.

Uanset om ovenstående betingelser er opfyldt, kan kommunen dog ikke yde støtte, eksempelvis i form af kontanthjælp, såfremt ansøgeren og/eller ægtefællen har formue, jf. § 14, stk. 1 i lov om social politik. I denne forbindelse bortses der fra beløb på op til kr. 10.000 for enlige og kr. 20.000 for ægtefæller. Der skal ligeledes ses bort fra den formue, der er nødvendig til opnåelse eller opretholdelse af ”nødvendig boligstandard”, eller som er ”nødvendig af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder”, jf. § 14, stk. 2.

Det fremgår ikke af selve loven, hvad der nærmere forstås ved ”formue”. Imidlertid er der nævnt eksempler på formue i vejledning til loven (vejledning nr. 39 af 05/03/1998). Heraf fremgår det, at blandt andet ”penge, overskydende skat, og værdier, som hurtigt kan omsættes til penge, fx aktier, obligationer, andre værdipapirer samt guld, sølv o.l.” anses som formue, jf. pkt. 73. Det samme gør sig gældende for lotterigevinster, dyrt indbo, biler eller en betydelig friværdi i fast ejendom. Opremsningen i vejledningen er ikke udtømmende, og omfatter således også andre formueformer, herunder arv og gave.

Hvis din kærestes formue efter modtagelse af arv eller gave overstiger ovenstående beløb, medfører dette desværre, at din kærestes ret til kontanthjælp bortfalder. Hvor længe din kæreste skal undvære kontanthjælpen, afhænger af størrelsen på arven/gaven. Perioden kan som udgangspunkt beregnes ved at dividere arven eller gaven med kontanthjælpssatsen.

Boafgift

Reglerne vedrørende boafgift (blev tidligere benævnt arveafgift) og gaveafgift findes i Boafgiftsloven (lovbekendtgørelse nr. 327 af 02/04/2012).

Det fremgår af boagiftslovens § 1, at den afdødes nærmeste familie skal betale en boafgift på 15 % af den del af arvebeholdningen, der overstiger et grundbeløb på kr. 264.100 (2013 niveau).

Den nærmere personkreds fremgår af Boafgiftslovens § 1, stk. 2, og omfatter blandt andet afdødes livsarvinger, forældre og fraseparerede og fraskilte ægtefælle. Er en arving ikke omfattet af personkredsen i Boafgiftslovens § 1, stk. 2, skal denne betale en tillægsafgift på 25 %, dog således at boafgiften fratrækkes beregningsgrundlaget, jf. Boagiftslovens § 7, 2. pkt. Afdødes ægtefælle og visse almengørende organisationer, religiøse samfund og foreninger er imidlertid helt undtaget fra boafgiften, jf. Boafgiftslovens § 3.

Hvorvidt din kæreste skal betale boafgift af provenuet ved salget af andelen, afhænger af de konkrete forhold ved arvens fordeling, herunder af et eventuelt testamente. Som jeg forstår dig, er arven allerede tilfaldet din kærestes bror, der således alene arvede sommerhuset såvel som andelsboligen. Hvis dette skyldtes, at din kæreste havde givet afkald på sin arv til fordel for sin bror, vil din kærestes bror blive anset som arving til også denne andel af arven ved afgiftsberegningen, jf. Boafgiftslovens § 5, stk. 1. I så fald vil udgangspunktet være, at din kæreste ikke skal betale boafgift.

Er arveafkaldet derimod givet mod vederlag, vil vederlaget blive anset som arv til afkaldsgiveren, jf. Boafgiftslovens § 5, stk. 3. Hvis din kæreste således har givet afkald på sin arvelod mod til gengæld at få en andel i provenuet ved et senere salg af ejendommen, kan dette blive betragtet som vederlag for afkaldet, hvormed vederlaget bliver boafgiftspligtigt. Modsætningsvis vil formueoverførslen fra din kærestes bror til din kæreste blive betragtet som en gave.

Gaveafgift

Reglerne om gaveafgift findes også i Boafgiftsloven. Der sondres principielt mellem tre gavetyper:

- Gaver der kan gives afgiftsfrit

- Gaver der pålægges en gaveafgift

- Gaver der indkomstbeskattes

Gaver til ægtefæller er som udgangspunkt afgiftsfrie uanset gavens størrelse, jf. Boafgiftslovens § 22, stk. 3.

Gaver til den nærmeste familie er pålagt en gaveafgift på 15 % i det omfang at gaven i et kalenderår overstiger et grundbeløb på kr. 58.700 (2013 niveau), jf. Boafgiftslovens § 23, stk. 1. Den nærmere personkreds fremgår af Boafgiftslovens § 1, stk. 2, og omfatter blandt andet gavegivers slægtninge i nedstigende linje, forældre og i et vist omfang samlevende og plejebørn. Gavegiverens svigerbørn skal ligeledes betale en gaveafgift på 15 % af den del af gaven, der i et kalenderår overstiger et grundbeløb på kr. 20.500 (2013 niveau).

I praksis skal der ikke betales afgift af lejlighedsgaver af mindre omfang, eksempelvis fødselsdags- og bryllupsgaver, jf. pkt. C.A.6.3.1. i SKAT’s juridiske vejledning.

Søskende betragtes i juridisk forstand ikke som en del af den nærmeste familie i relation til bo- og gaveafgifter. Dette betyder, at gaver til søskende, som her en bror, ikke pålægges gaveafgift, men i almindelighed indkomstbeskattes. Det vil med andre ord sige, at såfremt provenuet fra salget ikke betragtes som arv, men derimod som gave, vil din kæreste som udgangspunkt blive beskattet heraf. I denne henseende vil det ikke have nogen betydning, om din kærestes bror ikke udbetaler provenuet til din kæreste, men i stedet vælger at betale din kærestes gæld. Dette skyldes, at indkomstbegrebet i Statsskatteloven (lovbekendtgørelse nr. 149 af 10/04/1922) er ganske bred. Således henregnes gaver til indkomsten, jf. Statsskattelovens § 4, litra c, i det omfang gaven ikke er omfattet af Boafgiftsloven, jf. Statsskattelovens § 5, litra b. I denne henseende sidestilles indfrielse og eftergivelse af gæld med gave.

Jeg håber, at ovenstående gennemgang har givet dig et overblik over reglerne for så vidt angår kontanthjælpen og arven henholdsvis gaven.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann
Advokat (H)

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater