Arver mit afdøde barns ægtefælle efter mig?

Kære Monica Kromann

 

Jeg skriver til den juridiske brevkasse, idet jeg har nogle spørgsmål angående arven efter mig.

Sagen er den, at jeg har 3 børn. Den ene af mine børn døde desværre for 10 år siden. Jeg går ud fra, at dette ændrer lidt på fordelingen af min arv, men på hvilken måde? Og mere specifikt: hvordan bliver retsstillingen for mit afdøde barns ægtefælle, når man ser på fordelingen af min arv. Er ægtefællen arveberettiget efter mig, eller hvordan hænger det sammen?

På forhånd tak for hjælpen.

 

Med venlig hilsen

Kirstine

Svar:

Kære Kirstine

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Når man går bort skal ens formue fordeles. Selve fordelingen følger som udgangspunkt arvelovens regler, men der er dog mulighed for at oprette et testamente, hvori man kan bestemme, at fordelingen skal se ud på anden vis.

Idet det ikke vides, om du har en ægtefælle og hvorvidt du har skrevet et testamente, vil jeg i det følgende tage udgangspunkt i dine børn og dét faktum, at der ikke er skrevet testamente.

Når man har børn og ingen ægtefælle, vil hele ens arv som udgangspunkt gå til ens børn. Men hvad sker der, når man befinder sig i en situation som din, hvor ens børn går bort, før man selv gør? I et sådant tilfælde følger det af arveloven, at det afdøde barns egne børn træder i dets sted. Har afdøde ingen børn, træder afdødes søskende i afdødes sted.

Du har ikke oplyst, om dit afdøde barn har børn, men såfremt det er tilfældet, vil disse, dine børnebørn, altså komme til at arve efter dig i stedet for dit afdøde barn, idet de udfylder dennes plads i arverækken. Har dit afdøde barn 2 børn, fordeles arven efter dig med 1/3 til hver af dine to børn og 1/3 til ligedeling mellem dine to børnebørn – de ender således hver især med 1/6 af arven. Har dit afdøde barn ingen børn, arver dine to levende børn i dit afdøde barns sted. Arven efter dig går således udelukkende til dine to levende børn med halvdelen til hver.

Ud fra arvelovens regler er dine børns ægtefæller altså ikke arveberettigede efter dig, men derimod kun livsarvinger i nedadgående linje. Dette gælder både for ægtefællerne til dine nulevende børn og dit afdøde barn.

En potentiel fravigelse af dette udgangspunkt kan dog ske i fordelingen af arven, idet arven jo bliver en del af dine børns formuer. Dette betyder altså, at i det tilfælde, dine nulevende børn bliver skilt eller dør – efter at arven efter dig er blevet fordelt – så vil din arv i princippet også blive delt med dine børns ægtefæller. Dette sker, da man som udgangspunkt indtræder i et formuefællesskab med den anden part, når man indgår ægteskab. Dette indebærer, at der skal foretages en ligedeling af ægtefællernes formuer ved ægteskabets ophør, enten ved separation/skilsmisse eller død. Den arv, der gik til dit barn efter dig, vil derfor blive opdelt mellem ægtefællerne, og dermed får dine børns ægtefæller indirekte del i arven efter dig.

Ovenstående kan dog undgås gennem oprettelse af testamente, idet du i et testamente kan bestemme, at den arv, der tilfalder dine børn, skal tilhøre dem som deres særeje. Bestemmes ovenstående skal ægtefællernes formuer ikke deles ved ægteskabets ophør. Det er dog vigtigt at have for øje, at ægtefæller i alle tilfælde er arvetagere efter hinanden. Dine børns ægtefæller får således i alle tilfælde indirekte del i arven efter dig, såfremt dine børn dør før deres ægtefæller. Ved oprettelse af testamente med bestemmelse om særeje sikrer du dog, at ægtefællerne får mindst muligt af arven efter dig, idet den nævnte ligedeling af ægtefællernes formuer ikke skal foretages, forinden arven efter dine børn fordeles ligeligt mellem disses ægtefæller og børn.

I det ovenstående kan du læse, at dit afdøde barns ægtefælle efter lovens regler ikke er arveberettiget efter dig. Lovens udgangspunkt kan dog fraviges ved oprettelse af et testamente. I det tilfælde du har specifikke ønsker til arvens fordeling, eksempelvis at arven efter dig skal gå til dit barns ægtefælle eller andre, vil dette kunne opnås gennem oprettelse af et testamente. Hertil skal du dog have in mente, at du kun har ret til at testere over ¾ af din arv – friarven - idet ¼ af arven udgøres af tvangsarven.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Såfremt du har yderligere spørgsmål eller behov for hjælp til oprettelse af et testamente eller lignende, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for yderligere hjælp.

Det er muligt, som sagt, at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk  

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater