Hvad er boafgift og hvor høj er denne?
Kære Monica Kromann
Min mand døde for nylig, hvorfor hans bo nu skal skiftes.
Jeg ønsker i den anledning at få svar på, hvad der nærmere skal forstås ved boafgift og hvor høj denne boafgift er.
Jeg ser frem til at læse dit svar.
På forhånd mange tak.
Med venlig hilsen
Gitte
Svar:
Kære Gitte
Boafgift er det der tidligere gik under betegnelsen arveafgift, og er således en afgift, der skal betales af den arv/det bo, som en afdød person efterlader sig. Hvor stor denne boafgift er, afhænger af hvem der står til at arve den afdøde.
Ægtefæller og velgørende organisationer skal betale en boafgift på 0 procent. Det vil altså sige, at er ægtefællen til den afdøde enearving efter denne, skal der ingen boafgift betales. Derimod skal følgende personer betale en ”basis” boafgift på 15 procent:
- Afdødes samlever, hvis denne og afdøde har boet sammen i 2 år eller mere, eller har/venter barn/børn sammen.
- Afdødes børn, børnebørn, oldebørn, osv. (alt afkom efter afdøde)
- Afdødes stedbørn og deres afkom (betegnelsen stedbørn benyttes i denne sammenhæng kun for børn af afdødes hustru/mand)
- Afdødes adoptivbørn og bortadopterede børn
- Svigerbørn (afdødes barn skal være gift med svigerbarnet for, at barnet betegnes afdødes svigerbarn)
- Afdødes plejebørn (kun hvis disse har haft fast bopæl hos afdøde forinden disse fyldte 15 år og i mindst 5 år i træk)
- Forældre (kun afdødes egne forældre)
- Afdødes tidligere ægtefælle (enten afdødes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle)
En højere boafgift på 36,25 procent skal betales af alle dem, som hverken tilhører den gruppe, som skal betale 0 procent eller den gruppe, som skal 15 procent. Følgende skal således betale denne store boafgift: afdødes søskende, niecer, nevøer, fætre, kusiner, grandfætre, grandkusiner, bedsteforældre, stedforældre, samlevers børn (dog ikke hvis barnet har boet sammen med afdøde i mindst 5 år i træk og samlivet begyndte før barnet fyldte 15 år), venner og bekendte. At procentsatsen ligger på 36,25 skyldes, at personerne i denne gruppe først skal betale basis boafgiften på 15 procent og derefter en tillægsboafgift på 25 procent, hvilket svarer til 36,25 procent.
Før boafgiften på 15 procent betales, fratrækkes dog et bundfradrag som årligt reguleres. I år 2021 ligger dette fradrag på kr. 308.800. Der skal således kun betales boafgift af den del af et bo som overstiger dette bundfradrag. Hvad angår den store boafgift, fratrækkes bundfradraget kun før den første boafgift på 15 procent betales og således ikke før tillægsboafgiften på 25 procent betales.
Beregning af boafgift kan illustreres med følgende eksempel:
- Afdøde var ved sin død enlig og efterlod sig 1.000.000 kr. i arv til sin søn.
- Samlet arvebeholdning i dødsboet: 1.000.000 kr.
- Bundfradrag på kr. 308.800 (år 2021) frarækkes: 1.000.000 – 308.800 = 691.200 kr.
- Grundlag for boafgift på 15 pct.: 691.200 kr.
- 15 pct. boafgift: 103.680 kr.
- Afdødes søn arver således 896.320 kr.: 1.000.000 – 103.680 = 896.320 kr.
Efterlod afdøde sig ingen børn, men derimod en søster, skal der betales en boafgift på 36,25 procent, indebærende basis boafgiften på 15 procent og tillægsboafgiften på 25 procent. Tages der udgangspunkt i samme eksempel, ville det se ud som følger:
- Afdøde var ved sin død enlig og efterlod sig 1.000.000 kr. i arv til sin søster.
- Samlet arvebeholdning i dødsboet: 1.000.000 kr.
- Bundfradrag på kr. 308.800 (år 2021) frarækkes: 1.000.000 – 308.800 = 691.200 kr.
- Grundlag for boafgift på 15 pct.: 691.200 kr.
- 15 pct. boafgift: 103.680 kr.
- Tillægsboafgiften på 25 % betales af det arvede beløb minus boafgift (896.320 x 25 % = 224.080 kr.)
- Den samlede boafgift for afdødes søster bliver således (103.680 + 224.080 = 327.760 kr.)
- Afdødes søster skal altså betale 327.760 kr. og arver således 672.240 kr. efter afdøde.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har brug for rådgivning om boafgift eller såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
;