Hvad er retsvirkningen af, at den fælles bolig er tredjemandsbestemt særeje?
Kære Monica Kromann
Jeg har et spørgsmål, som vedrører et ældre ægtepar, hvor hustruen har særbørn.
Boligen som ægteparret bor i, er hendes særeje gennem arv. Såfremt hustruen en dag skulle gå bort, kan dennes børn i så fald forlange, at manden flytter ud af huset, der tjener som parrets fælles bolig? Foruden det tredjemandsbestemte særeje, har parret delingsformue.
Jeg er ikke sikker på, hvilken type særeje boligen er, men kan du give et billede af, hvad udfaldet i givet fald ville være ved de forskellige særejetyper?
Med venlig hilsen
Mathilde
Svar:
Kære Mathilde,
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Når to personer indgår ægteskab med hinanden, får de automatisk den legale formueordning, hvis ikke de bestemmer andet. Den legale ordning er delingsformue og går ud på, at ægtefællerne deler deres formuer lige ved separation, skilsmisse eller død.
Såfremt ægtefællerne ikke ønsker at deres økonomiske forhold skal være reguleret af den legale formueordning, kan de aftale sig frem til andre formueordninger, der indeholder en eller flere særejetyper.
En arvelader kan ligeledes i et testamente bestemme, at den arv der efterlades, skal være en bestemt formuetype. Dette er tilfældet i den beskrevne situation, hvor boligen er hustruens tredjemands bestemte særeje.
Når en af ægtefællerne dør, skal ægtefællernes formueforhold opgøres og der skal foretages en fordeling af arven. Hvordan arven fordeles afhænger af, om der er oprettet testamente samt om der er børn.
Det er såvel afdødes halvdel af fællesejet samt hele dennes særeje, der falder i arv.
Da du beskriver, at hustruen har særbørn, vil manden som udgangspunkt arve halvdelen af den arv, hustruen vil efterlade sig i anledning af hendes død, imens børnene vil arve den anden halvdel.
Da der findes forskellige særejetyper og retsvirkningerne hertil er forskellige, vil jeg i det følgende gennemgå de forskellige typer.
Ægtefællernes bolig kan først og fremmest være hustruens skilsmissesæreje. Denne særejetype indebærer, at boligen kun er særeje ved separation og skilsmisse, imens boligen er delingsformue ved hustruens død. Det er således skifteanledningen, der bestemmer formueordningen.
Såfremt boligen er skilsmissesæreje, vil der først skulle udredes boslod til manden af denne, før hustruens del falder i arv med halvdelen til ægtefællen og halvdelen til børnene.
Ægtefællernes bolig kan som det andet være fuldstændigt særeje, hvilket er en særejetype, der hverken skal deles ved separation, skilsmisse eller død.
I så fald skal boligen udredes til hustruens arvinger, med det samme hun går bort og manden kan således ikke sidde i uskiftet bo med denne del af arven. Det skal bemærkes, at manden også her er arving til hustruen.
Ægtefællernes bolig kan som det tredje være kombinationssæreje, som er en kombination af skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.
Her kan det aftales, at fuldstændigt særeje kun skal gælde, hvis en bestemt af ægtefællerne dør først, eller kun skal gælde den ene ægtefælles skilsmissesæreje.
Hvis arvelader således har bestemt, at boligen skal være skilsmissesæreje, men fuldstændigt særeje for hustruen, såfremt hun er førstafdøde, vil arven ikke skulle deles med manden, før den deles mellem arvingerne. Dette modsat ren skilsmissesæreje, hvor der først skal udredes boslod til manden, før hustruens del falder i arv.
Arveloven giver i visse tilfælde længstlevende mulighed for at sidde i uskiftet bo, hvilket indebærer, at arven efter førstafdøde først udredes på et senere tidspunkt. Længstlevende kan dog kun sidde i uskiftet bo med delingsformuen samt med eventuelle særbørns samtykke. Såfremt boligen er fuldstændigt særeje, vil denne skulle udredes til hustruens arvinger med det samme hun går bort, og manden kan således ikke sidde i uskiftet bo med denne del af arven. Er boligen omvendt skilsmissesæreje, har manden mulighed for at sidde i uskiftet bo, såfremt hustruens særbørn samtykker hertil.
Uanset hvilken særejetype boligen er bestemt til at være, vil mindst halvdelen af dennes værdi tilfalde manden som arv.
Hustruens særbørn vil som udgangspunkt ikke kunne forlange, at manden flytter ud af huset ved hustruens eventuelle død. Dette hænger sammen med, at boligen har tjent som fælles bolig, hvilket giver manden førsteret til at udtage denne inden for sit arvelod.
Hvis hustruen ikke ønsker, at manden skal kunne udtage boligen, skal hun ved testamente have truffet bestemmelse om, at boligen skal tilfalde særbørnene. Dette skal dog kunne bæres inden for deres arvelod og må ikke forhindre manden i at få sin tvangsarv. Mandens tvangsarv er en fjerdedel af dennes arvelod.
Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside:
www.advokatkromann.dk/brevkasse.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
;
