Hvordan opretter man en fond?
Kære Monica Kromann
Jeg skal have lavet et testamente, og i den forbindelse vil jeg gerne høre om fonde.
Hvordan opretter man en fond, og skal der være en bestemt formue, for at kunne oprette en fond?
Jeg ser frem til dit svar.
Med venlig hilsen
E. Olesen
Svar:
Kære E. Olesen
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
En fond er en selvstændig juridisk enhed, der ofte anvendes til godtgørende formål og legater.
Der gælder ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan oprette en fond. Fonde kan oprettes af en eller flere fysiske eller juridiske personer. Du vil derfor i sagens natur sagtens kunne oprette en fond.
En fond kan stiftes i levende live eller af et dødsbo i overensstemmelse med et testamente. En fond kan også stiftes af et selskab eller af en anden fond.
Da fonde hverken har ejere eller medlemmer, har offentlige myndigheder til opgave at kontrollere dem. Det er Civilstyrelsen under justitsministeriet, der er fondsmyndighed for ikke-erhvervsdrivende fonde, og det er Erhvervsstyrelsen, der er fondsmyndighed for erhvervsdrivende fonde.
En fond er erhvervsdrivende, hvis den selv udøver erhvervsvirksomhed, eller hvis den gennem aktier eller lignende i en virksomhed har en bestemmende indflydelse over denne virksomhed.
Familiefonde eller almenvelgørende fonde er de typiske ikke-erhvervsdrivende fonde, og vil oftest være dem, der oprettes i et testamente.
Muligheden for at stifte en fond afhænger af, hvor mange midler, man kan skyde ind i fonden. En ikke-erhvervsdrivende fond skal ved oprettelsen have aktiver på mindst kr. 1. mio., og det kan generelt ikke anbefales at oprette en fond med en formue på under kr. 1.5 – 2 millioner. Fonds-myndigheden kan dog dispensere fra dette kapitalkrav. Kapitalkravet til erhvervsdrivende fonde er minimum kr. 300.000.
En fond skal derudover opfylde følgende krav:
- Fonden skal have en formue af varig karakter, som er uigenkaldelig. Dette betyder, at formuen efter fondens stiftelse vil være uden for stifterens rådighed.
- Ledelsen skal være selvstændig i forhold til stifter i form af en bestyrelse. Dette betyder, at stifteren, dennes ægtefælle eller forældre, børn eller søskende ikke kan udgøre bestyrelsens flertal.
- Der skal være ét eller flere bestemte formål i fundatsen, som det efter stiftelsen er bestyrelsens pligt at overholde.
En fond oprettes ved, at der udarbejdes en vedtægt for fonden. Formålet med fonden skrives ind i fondens vedtægter. Det kunne være et ønske om at støtte forskning, sociale forhold, studerende, dyr eller at uddele legater. Fondens vedtægter kaldes ofte for fundatsen.
Senest 3 måneder efter oprettelsen, hvor bestyrelsen har underskrevet fondens vedtægt, skal vedtægten og en fortegnelse over bestyrelsens medlemmer fremsendes til skattemyndigheden i fondens hjemstedskommune. Det samme skal sendes til Civilstyrelsen for ikke-erhvervsdrivende fonde og til Erhvervsstyrelsen for erhvervsdrivende fonde.
Fonden skal administreres, ligesom fondens regnskaber skal revideres.
Det er derfor vigtigt i forbindelse med overvejelser om oprettelse af en fond at få klarlagt konsekvenserne både økonomisk og skattemæssigt.
Såfremt du har yderligere spørgsmål vil jeg anbefale dig at tage kontakt til en advokat med speciale heri.
Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om emnet på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
;