Hvordan sikrer vi hinanden som ugifte samlevende?
Kære Monica Kromann
Min kæreste og jeg har været sammen i knap 6 år. Vi bor sammen i hans hus, hvor jeg betaler husleje hver måned.
Vi har ingen fælles børn, men min kæreste har en teenagedatter, som bor hos os en gang imellem.
Vi er ikke gift. Jeg har spurgt flere gange, hvordan vi sikrer os. Han mener ikke, at det er nødvendigt at oprette et testamente.
Hvad er din mening herom? Bør vi oprette et testamente for at sikre hinanden?
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Lotte
Svar:
Kære Lotte
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Som ugifte samlevende arver I ikke efter hinanden, da der ikke består en legal arveret mellem ugifte samlevende. Ugifte samlevende har altså ingen automatisk arveret efter hinanden, og dette gælder uanset hvor mange år I har levet sammen, og uanset om I har fælles børn.
Såfremt du og din kæreste ønsker, at I som samlevende skal arve efter hinanden, skal I derfor oprette et testamente.
Din kærestes datter har derimod som livsarving arveret efter din kæreste – hvilket betyder, at din kærestes datter vil arve alt efter din kæreste.
Som ugifte samlevende har I mulighed for at oprette et udvidet samlevertestamente, hvor I kan bestemme, at I skal arve hinanden, som var I ægtefæller.
Det udvidede samlevertestamente er kun gyldigt, hvis I på tidspunktet for førstafdødes død lever sammen på fælles bopæl og venter, har eller har haft fælles børn eller har haft fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år.
Ugifte samlevende har altså ingen legal arveret efter hinanden, hvilket betyder, at det er nødvendigt at oprette et testamente, såfremt man vil sikre sin samlever bedst muligt.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har brug for rådgivning eller har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familieret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretligeemner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
;