Kan jeg arve fra min far, når jeg ikke har kontakt?

Kære Monica Kromann

Jeg skriver til dig, da jeg står i den situation, at jeg ikke har haft kontakt til min far siden jeg var 3 år. Jeg har flere gange forsøgt at kontakte ham – desværre uden held. Min far har ud over mig også to voksne sønner, som jeg heller ikke har kontakt til.

Selvom jeg ikke har kontakt til min far, så skal jeg jo stadig arve ham.

I den forbindelse har jeg følgende spørgsmål, som jeg håber du kan være behjælpelig med:

  • Hvordan bliver jeg orienteret omkring min fars død?
  • Hvis jeg ikke automatisk bliver kontaktet, hvad kan jeg så gøre? 

På forhånd tak for svar.

Med venlig hilsen

Bente

Svar:

Kære Bente

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Det er helt korrekt, at du skal arve din far, selvom I ikke har kontakt til hinanden. Du arver som udgangspunkt din far på lige fod med dine to halvbrødre, såfremt din far ikke har bestemt andet i et testamente.

Det er muligt at testere over 75 % af sin formue i et testamente, hvis man har tvangsarvinger. De resterende 25 % udgør tvangsarven, og skal fordeles mellem tvangsarvingerne. Ægtefælle og børn er tvangsarvinger, hvorfor du uanset om din far har oprettet testamente eller ej, er berettiget til som minimum at arve din tvangsarv.

Når en person afgår ved døden, skal dødsfaldet anmeldes til Skifteretten. Det er typisk begravelsesmyndigheden, der anmelder dødsfaldet. 

Herefter vil Skifteretten indkalde afdødes nærmeste pårørende til et møde, hvor det bliver drøftet, hvordan dødsboet skal behandles. I praksis bliver dette møde oftest afholdt telefonisk.

Skifteretten indhenter nødvendige oplysninger om arvinger i Det Centrale Personregister (CPR), og derudover har pårørende også pligt til at informere om de arveforhold, som de er bekendt med.

Det betyder, at du vil blive kontaktet af Skifteretten, når din far afgår ved døden, såfremt det fremgår af Det Centrale Personregister, at han er din biologiske far.

Du skal derfor som udgangspunkt ikke selv gøre noget, da dette sker helt automatisk.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du har yderligere spørgsmål, kan jeg anbefale dig at kontakte Skifteretten.

Desuden kan du læse mere om familie- og arveretlige emner i min brevkasse, hvor jeg har besvaret mange forskellige spørgsmål om arveretlige emner. Min brevkasse kan læses på: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

Med venlig hilsen,

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet