Kan jeg få tvangsarv af en livsforsikring?
Kære Monica Kromann.
Jeg har undret mig over, at der ikke var nogen der kontaktede mig, da min far døde. Jeg har ikke haft kontakt med ham i mange år, og jeg ved, at han sørgede for, at der ikke var noget som helst jeg kunne arve.
Jeg ved at min søster fik udbetalt en sum penge via noget livsforsikring. Jeg undrer mig derfor over det med tvangsarv. Har jeg ikke ret til tvangsarv af den livsforsikringssum, som min søster har fået?
Venlig hilsen
Tanja
Svar:
Kære Tanja
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Det er ganske rigtigt, at du som livsarving til din far som udgangspunkt har ret til tvangsarv. Denne tvangsarv kan din far ikke afskære ved testamente eller andet.
Du fortæller dog, at din far sørgede for, at der ikke var noget at arve. Hvis dette skal forstås således, at han ikke ejede nogle værdier ved hans død, er det muligt, at der ikke var nogen arv til fordeling. Dette kan være årsagen til, at du ikke har modtaget tvangsarv efter din far.
Hvis et dødsbo er under en vis værdi, kan boet afsluttes ved boudlæg. Hvilken værdi boet skal være under, afhænger af hvilket år din far er gået bort, da grænsen reguleres årligt. Boudlægget sker til boets nærmeste pårørende, eller den som har stået for begravelsen. Når der sker boudlæg vil der ikke ske fordeling til de øvrige arvinger, ligesom der ikke vil blive taget hensyn til den afdødes testamente.
En livsforsikring vil som udgangspunkt ikke være en del af boet, men vil derimod tilfalde den/de personer, som den afdøde har begunstiget i forsikringen. Af samme årsag har en tvangsarving ikke krav på livsforsikringen, medmindre tvangsarvingen er begunstiget. Når livsforsikringen er tilfaldet din søster, er det sandsynligvis fordi din far har indsat hende som begunstiget i livsforsikringen.
Det er selvfølgelig muligt, at der er sket en fejl under behandlingen af dødsboet, som har medført, at du ikke er blevet kontaktet. Dette er dog ikke noget, som jeg kan vurdere ud fra de begrænsede oplysninger, jeg har fået. Udgangspunktet er dog, at hvis der var værdier i afdødes bo, så vil skifteretten kontakte boets arvinger. Oplysningerne om arvingerne findes i Det Centrale Personregister, hvorfor Skifteretten automatisk burde have taget kontakt til dig, hvis det vurderes, at der skulle fordeles arv efter afdøde.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Du er velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma, såfremt du har yderligere spørgsmål vedrørende arv eller dødsboskifte. Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om blandt andet familie- og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Arv, testamente og dødsbo
Vi er en af landets førende specialister i oprettelse af testamenter og behandling af dødsboer
Se mereDødsboer
Vi er specialiserede i dødsbobehandling og kan hjælpe dig med alle dødsboets faser og udfordringer
Se mere;