Kan min far skrive mig ud af testamentet?

Kære Monica Kromann

 

Jeg har to spørgsmål vedrørende mine arverettigheder efter min afdøde far, som jeg håber, at du vil besvare i din juridiske bravkasse. Mine forældre blev skilt for mange år siden, hvorefter min far giftede sig igen. Min far og hans nye kone oprettede oprindeligt et testamente, hvorefter den længstlevende skulle arve førstafdøde og hensidde i uskiftet bo. Ved længstlevendes død var det ved testamentet bestemt, at jeg skulle arve længstlevende. Min far og hans nye kone beslutter sig dog for at ændre testamentet, således jeg ikke længere skal arve længstlevende. Derimod er det nu ved testamente bestemt, at arven efter længstlevende tilfalder mine børn. Min far er desværre gået bort, og boet gjort op efter det senest oprettede testamente.

Mit første spørgsmål er derfor: ”Er det muligt for mig, at arve i henhold til det oprindelige testamente, sådan at arven efter min fars kone tilfalder mig og ikke mine børn ved hendes død?”

Såfremt det ikke er muligt for mig at arve i henhold til det oprindelige testamente, er mit spørgsmål: ”Hvem kan råde over den arv, som tilfalder mine børn, når jeg har to børn, som er mindreårige, og et barn, som er myndig?”.

 

Med venlig hilsen

Den fortvivlede arving

Svar:

Kære den fortvivlede arving

 

Mange tak for din henvendelse til min juridiske brevkasse, som jeg vil forsøge at besvare i det følgende.

Du har desværre ikke mulighed for at arve i overensstemmelse med det oprindelige testamente, idet det ikke er muligt at anfægte et testamente, som er gyldigt oprettet i overensstemmelse med Arvelovens regler herom. Arven efter længstlevende vil således tilfalde dine børn i overensstemmelse med det senest gyldige oprettede testamente.

Det følger dog af Arvelovens § 5, at du har ret til tvangsarv efter din far, såfremt du ikke allerede har modtaget din tvangsarv i forbindelse med din fars død. Det følger af Arvelovens regler, at din tvangsarv udgør 1/8 af arven efter din far, idet din far også efterlader sig en ægtefælle. Såfremt du allerede har modtaget din tvangsarv, er du ikke berettiget til yderligere arv, når din fars kone afgår ved døden. 

Den arv, som tilfalder dit myndige barn, når din fars kone afgår ved døden, er dit barns private formue. Dit barn råder således i udgangspunktet frit over arven, medmindre det ved testamente er bestemt, at arven er båndlagt indtil et nærmere bestemt angivet tidspunkt. 

Umyndige personer er efter dansk ret først og fremmest mindreårige, det vil sige børn under 18 år. Det følger af Værgemålslovens § 1, stk. 2, at umyndige som udgangspunkt ikke kan råde over deres formue, medmindre andet er bestemt. Det er derfor som udgangspunkt, den umyndiges værge, der råder over den umyndiges formue. Dette betyder, at såfremt andet ikke er bestemt, er det den mindreåriges værge, der handler på vegne af denne i økonomiske anliggender. Efter Værgemålslovens § 2, stk. 1 følger det, at det er indehaveren af forældremyndigheden, der er værge for den mindreårige. Såfremt der er fælles forældremyndighed, er begge forældre værger for den mindreårige. 

Som beskrevet ovenfor er udgangspunktet, at en mindreårig ikke kan råde over sin egen formue, fordi beføjelsen til at råde over den umyndiges formue er tillagt værgen. Der gælder dog en undtagelse hertil i Værgemålslovens § 42, stk. 1, nr. 2, der blandt andet fastslår, at det er den umyndige selv, der råder over, hvad denne har fået til fri rådighed som friarv ved testamente. Den arv, som tilfalder dine børn ved din fars hustrus død, er friarv, hvorfor dine umyndige børn selv i henhold til Værgemålslovens § 42, stk. 1, nr. 2, frit kan råde over denne arv.

Jeg håber, at dette var svar på dit spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere vejledning, vil jeg anbefale dog at tage kontakt til en advokat med speciale i arveret, som eventuelt vil kunne rådgive dig yderligere om retsstillingen.

 

Med venlig hilsen 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater