Kan vi give vores svigerbørn et afgiftsfrit gavebeløb?

Kære Monica Kromann

 

Min hustru og jeg har igennem en længere periode hvert år givet begge vores børn et økonomisk bidrag på 50.000,-.

Vores børn er begge for nyligt blevet gift, og i den forbindelse vil jeg høre, om min hustru og jeg ligeledes kan give vores svigerbørn et årlige økonomisk bidrag uden, at de skal betale gaveafgift?

Jeg håber, du kan besvare mit spørgsmål.

Med venlig hilsen

 

Peter

Svar:

Kære Peter,

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Det følger af boafgiftsloven, at en forælder kan give sit barn afgiftsfrie gavebeløb så længe, at beløbets samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på kr. 58.700,-.  Dette grundbeløb reguleres årligt, og udgør kr. 69.500,- i år 2022.

Det afgiftsfrie gavebeløb er pr. person, hvorfor din ægtefælle og dig i princippet samlet kan give hver af jeres børn op til kr. 139.000,- årligt uden, at der skal betales gaveafgift.

Det følger ligeledes af boafgiftsloven, at der kan gives afgiftsfrie gavebeløb til svigerbørn.

Det afgiftsfrie gavebeløb, der kan gives til svigerbørn, er dog lavere end det beløb, der kan gives afgiftsfrit til ens børn.

Det er muligt at give svigerbørn afgiftsfrie gavebeløb, så længe beløbets værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på kr. 20.500,-. Dette beløb reguleres også årligt, og udgør kr. 24.300,- i år 2022.

Det afgiftsfrie gavebeløb til svigerbørn er ligeledes pr. person, hvorfor din ægtefælle og dig hver især kan give jeres svigerbørn det afgiftsfrie gavebeløb, hvilket vil sige, at I samlet i 2022 kan give jeres svigerbørn et afgiftsfrit gavebeløb på kr. 48.600,-.

Beløbsgrænsen for afgiftsfrie gaver reguleres som nævnt årligt, og den aktuelle beløbsgrænse kan findes på Skats hjemmeside.

Såfremt din ægtefælle og dig ønsker at give et større beløb, der overstiger det årlige afgiftsfrie gavebeløb, vil konsekvensen være, at der skal betales en gaveafgift på 15 % for den del, der overstiger det afgiftsfrie beløb.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål, er du naturligvis altid velkomment til at kontakte KROMANN advokatfirma for yderligere rådgivning.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie – og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater