Min datters far er død

Hej Monica

Jeg skriver til dig angående min datter. Hendes biologiske far, som hun aldrig har mødt, er afgået ved døden i januar i år. Min datter har for to måneder siden modtaget et brev fra Pension Danmark, om at hun skal arve hans pension. Senere telefonisk fik hun at vide, at pensionen var på omkring 520.000,- kr.

Vi blev herefter kontaktet af Pension Danmark, som oplyste, at pensionen skal deles mellem min datter og hendes halvbror, og at min datter derfor skal indsende sin dåbsattest til Pension Danmark.

Mit spørgsmål er nu, hvor lang tid der går, før pengene bliver udbetalt til min datter? Pension Danmark har oplyst, at de fortsat afventer halvbrorens dåbsattest.

Når pengene bliver udbetalt, skal min datter så betale arveafgift – og i så fald hvor meget?

Min datter har aldrig modtaget noget fra Skifteretten, burde hun ikke det?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

En mor

Svar:

Kære Mor

Indledningsvist skal jeg takke for modtagelsen af dine spørgsmål til min brevkasse.

Din datters udbetaling fra pensionsselskabet vil normalt komme til udbetaling til hendes Nem-konto umiddelbart efter, at pensionsselskabet har modtaget alle fornødne oplysninger. Pensionsselskabet skal dog have alle oplysninger både fra din datter og hendes halvbror for at finde frem til, hvem udbetalingen skal ske til. I må derfor afvente, at din datters halvbror indsender papirerne.

I forhold til dit spørgsmål omkring arveafgiften, skal man efter reglerne betale boafgift ikke blot af den egentlige arv, men også af en række forsikringssummer. Det gælder, selv om man er indsat som begunstiget og dermed modtager forsikringssummen uden om dødsboet direkte fra forsikrings – eller pensionsselskabet.

Man skal derfor betale boafgift af både livsforsikringssummer, herunder gruppelivsforsikringer, og af ulykkesforsikringssummer. Derimod skal man ikke betale boafgift af udbetalinger fra ATP, forsikringssummer fra en lovpligtig ulykkesforsikring eller andre arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringer.

Du skriver, at din datter modtager en pension fra sin far. Hun skal derfor også betale boafgift af beløbet. Hvis det drejer som om 520.000 kr., skal der først betales en engangsafgift, som normalt er 40 %, og af de resterende 60 % eller 312.000 kr. skal din datter og hendes halvbror betale boafgift på 15 %.

Normalt ved beregning af boafgift skal bundfradraget, som i 2017 er kr. 282.600 kr., fratrækkes. Men ved beregning af boafgift ved forsikrings- og pensionssummer kan der ikke ske fradrag af bundfradraget, og din datter og hendes halvbror skal derfor betale 15 % af summen, selvom de ikke modtager andet.

Hvis der derimod er tale om løbende ydelser, herunder ratepensioner til afdødes børn eller andre livsarvinger, eller stedbørn eller disses livsarvinger, skal der ikke betales boafgift, fordi udbetalingen er helt eller delvist indkomstskattepligtig. Denne undtagelse gælder dog kun for tiden indtil det fyldte 24. år.

Boafgiften tilbageholdes af det pensions – eller forsikringsselskab, der sender beløbet til Skifteretten sammen med en anmeldelse senest 3 måneder efter dødsfaldet. Din datter vil derfor ikke skulle betale boafgift af det udbetalte beløb, idet boafgiften allerede på dette tidspunkt vil være fratrukket.

Man kan ikke regne med, at man nødvendigvis får automatisk besked fra hverken Skifteretten eller andre offentlige myndigheder ved dødsfald. Skifteretten får besked ved dødfald, hvorefter Skifteretten indkalder arvinger til et møde, hvor der tages stilling til boets behandlingsmåde. Skifteretten forsøger inden mødet at finde frem til alle arvinger ved, inden dette møde, at indhente oplysninger om arvinger, blandt andet i CPR-registret og i Central Registeret for Testamenter.

I visse tilfælde sker der dog ingen egentlig bobehandling, det afhænger blandt andet af arveforholdene og de økonomiske forhold i boet. Hvis der ikke finder en egentlig bobehandling sted, vil et familiemedlem uden kontakt til afdøde ikke kunne være sikker på at blive informeret om dødsfaldet fra Skifteretten. Man vil dog blive informeret, hvis der finder en egentlig bobehandling sted.

Jeg håber, at ovenstående har besvaret dine og din datters spørgsmål. Alternativt kontakt en advokat med speciale i familie- og arveret. I ønskes held og lykke i det videre forløb.

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater