Kan jeg få erstatning efter en ulykke på arbejdet?

Kære Monica Kromann

 

For godt to måneder siden kom jeg til skade på mit arbejde. Jeg faldt ned af en stige, da jeg var var ved at male et loft. Jeg var herefter sygemeldt i et par dage, og jeg har døjet med mange smerter i ryggen og nakken lige siden. Jeg går jævnligt til fysioterapeut som følge heraf, og jeg har til tider svært ved at klare mig igennem en arbejdsdag.

Det er gået op for mig, at der muligvis kan være tale om en arbejdsskade. Ville jeg have mulighed for at kræve erstatning fra min arbejdsgiver og i så fald for hvad?

På forhånd tak!

 

Med venlig hilsen

Carsten

Svar:

Kære Carsten

 

Tak for dit spørgsmål til min juridiske

brevkasse, som jeg vil besvare i det

følgende.

Arbejdsskader reguleres i Arbejdsskadesikringsloven, og i henhold til denne har alle arbejdsgivere pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, som dækker deres arbejdstagere. Du vil således kunne kræve erstatning fra din arbejdsgivers arbejdsskadeforsikringsselskab, såfremt du har været udsat for en arbejdsskade, som berettiger til erstatning eller godtgørelse.

En skade skal for at være omfattet af erstatningspligten være forårsaget af den skadelidtes arbejde eller de forhold, dette foregår under. Der er ikke noget krav om, at arbejdsgiveren skal have handlet uagtsomt. Derudover er alt arbejde, som falder inden for rammerne af arbejdsforholdet, omfattet. Erstatningspligten dækker dog ikke ulykker, som sker ved adfærd, som kun er i arbejdstagerens interesse, eller som i øvrigt er af privat karakter. Ud fra din beskrivelse af ulykken, er det min umiddelbare opfattelse, at det kan kategoriseres som en arbejdsskade.

De poster, man kan kræve dækket i forbindelse med en arbejdsskade efter Arbejdsskadesikringsloven, er følgende:

  • Betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.,
  • Erstatning for tab af erhvervsevne,
  • Godtgørelse for varigt mén,
  • Overgangsbeløb ved dødsfald,
  • Erstatning for tab af forsørger,
  • Godtgørelse til efterladte.

Jeg vil kort gennemgå de poster, som muligvis kan være relevante for dig:

  1. Helbredelsesudgifter

Efter arbejdsskadesikringslovens § 15 kan man kræve rimelige udgifter til sygebehandling, genoptræning mv. dækket, når disse udgifter er nødvendige for at opnå helbredelse. Behandlingen skal være helbredende og ikke blot have en smertelindrende effekt. Såfremt du har haft udgifter til f.eks. medicin og fysioterapeut vil du kunne kræve udgifterne herfor dækket, hvis det kan dokumenteres, at de har en helbredende effekt.

  1. Erhvervsevnetabserstatning

Det følger af arbejdsskadesikringslovens § 17, at såfremt en arbejdsskade har nedsat den skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har vedkommende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Man skal som udgangspunkt have lidt et erhvervsevnetab på mindst 15 % for at kunne kræve erstatning herfor. Ved vurderingen af dette tab må der opstilles en prognose for, hvad skadelidte ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og dette skal sættes i forhold til prognosen for, hvad skadelidte må antages at ville kunne tjene med skaden.

  1. Godtgørelse for varigt mén

Ifølge arbejdsskadesikringslovens § 18, kan der ydes godtgørelse for varigt mén, såfremt ens helbredsmæssige tilstand er varigt forringet. Arbejdsskade skal have påført skadelidte et varigt mén på minimum 5 %, for at der kan udbetales godtgørelse.

  1. Øvrige poster

Såfremt der i en arbejdsskadesag ligeledes er en ansvarlig skadevolder, vil skadelidte efter Erstatningsansvarslovens § 2 kunne kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis man som følge af skaden har været sygemeldt og derved lidt et midlertidigt indtægtstab. Endvidere kan skadelidte kræve godtgørelse for svie og smerte efter Erstatningsansvarslovens § 3, hvis man som følge af skaden har været syg eller undergivet en vis form for behandling. Disse krav skal rettes mod den ansvarlige skadevolder.

Vedrørende arbejdsskaden

Hvis der sker en arbejdsulykke, er det et krav, at arbejdsgiveren anmelder denne inden for 14 dage til sit arbejdsskadeforsikringsselskab. Såfremt din arbejdsgiver ikke har anmeldt ulykken rettidigt, har du mulighed for selv at anmelde ulykken inden 1 år fra skadens indtræden. Anmeldelse af ulykken er et krav for at en arbejdstager kan få erstatning og godtgørelse efter Arbejdsskadesikringsloven.

Det er således min anbefaling, at du taler med din arbejdsgiver om ulykken eller alternativt dennes arbejdsskadeforsikringsselskab.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit

spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

 

Du kan læse flere brevkasseindlæg om erstatningsretlige og familieretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater