Bør min far oprette en fremtidsfuldmagt?
Kære Monica Kromann
Vi har i min familie en sygdomshistorie, der er præget af sygdommen demens. Min far bliver ældre, og jeg er bekymret for, om han mon på et tidspunkt udvikler sygdommen.
Jeg har altid været meget tæt på min far, og jeg hjælper ham med mange praktiske gøremål.
Mit ønske er, at jeg kan fortsætte med at tage vare på min far i tilfælde af, at han bliver syg.
Hvordan sikrer jeg, at jeg kan varetage min fars personlige og økonomiske forhold, hvis han en dag bliver syg?
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Majken
Svar:
Kære Majken
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Såfremt det også er din fars ønske, at du skal varetage hans personlige og økonomiske forhold, hvis han en dag ikke længere selv er i stand hertil, kan han oprette en fremtidsfuldmagt og udpege dig som fremtidsfuldmægtig.
En fremtidsfuldmagt kan oprettes så længe fuldmagtsgiver er i stand til at handle fornuftsmæssigt og forstå konsekvenserne af fuldmagten. En fremtidsfuldmagt kan med andre ord oprettes på et hvilket som helst tidspunkt imens fuldmagtsgiver stadig er frisk.
Fremtidsfuldmagten træder ikke i kraft, medmindre din far på et tidspunkt ikke længere selv er i stand til at varetage sine personlige og/eller økonomiske forhold f.eks. på grund af sygdom eller mental svækkelse.
Din far kan ved oprettelsen af en fremtidsfuldmagt selv vælge, hvem han ønsker at indsætte som fremtidsfuldmægtig, og han kan selv vælge om opgaven skal tilfalde én eller flere personer.
Fremtidsfuldmagten kan omfatte økonomiske og/eller personlige forhold. Dette kan være økonomiske forhold som f.eks. adgang til at foretage hævninger, disponere over bankkonti, at sælge fast ejendom med videre. Personlige forhold kan f.eks. være adgang til at give samtykke til behandling, at søge om offentlig hjælp, som f.eks. hjemmehjælp eller at klage over afgørelser.
Selve oprettelsen består af tre trin. Først skal fuldmagten oprettes, hvorefter den skal registreres og underskrives digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret. Endelig skal fremtidsfuldmagten vedkendes for en notar, som påtegner fuldmagten digitalt.
Din far bør således oprette en fremtidsfuldmagt, såfremt han ønsker at sikre, at det er dig, der skal varetage hans økonomiske og/eller personlige forhold i tilfælde af f.eks. sygdom.
Det er klart, at jo ældre vi bliver, jo mere aktuelt føles behovet for at forholde sig til, hvad der skal ske, hvis vi ikke længere selv er i stand til at varetage vores forhold – men det kan være en god idé for alle at oprette en fremtidsfuldmagt.
Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål eller har brug for rådgivning til oprettelse af fremtidsfuldmagter, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i arveret. Du er naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.
Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretligeemner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)