Eksen vil ikke sælge huset

 

Kære Monica Kromann

Min samlever og jeg gik fra hinanden i marts måned. Jeg flyttede kortvarigt hjem til mine forældre, men bor nu i en lille lejelejlighed.

Min tidligere samlever og jeg fik hurtigt delt alle vores ting, men vi har fortsat et hus sammen, som vi ejer halvdelen af hver. Mit problem er, at min tidligere samlever ikke vil være med til at sælge huset. Han vil gerne blive boende i huset, men banken vil ikke godkende, at han overtager min del af gælden.

Efter at jeg er flyttet, betaler han alle forbrugsudgifterne og også de fleste af de andre udgifter til huset. Men så længe jeg stadigvæk skylder en masse penge i huset, så har jeg ikke mulighed for at købe noget andet at bo i. Jeg vil derfor rigtig gerne have huset solgt, så jeg kan få mine penge frigivet. Derudover har jeg heller ikke lyst til at eje huset sammen med ham, da vi faktisk slet ikke kan snakke ordentligt sammen.

Var der noget, jeg kunne have gjort anderledes, da vi købte huset, så jeg ikke havde stået i den her situation nu?

Hilsen den frustrerede boligejer

Svar:

Kære frustrerede boligejer,

 

Tak for dine udmærkede spørgsmål, som jeg vil besvare i det følgende.

 

Når man som ugifte samlevende køber en ejendom i sameje, er det altid en rigtig god idé at oprette en samejeoverenskomst. Eventuelle uenigheder ved samlivsophævelse vil nemlig kunne reguleres i en samejeoverenskomsten.

 

Eftersom I ikke har oprettet en samejeoverenskomst, har I ikke en aftale, der regulerer de spørgsmål, som I er uenige om.

 

Såfremt I havde været gift, ville forholdet være reguleret af Ægtefælleskifteloven og I ville have mulighed for at indbringe sagen for skifteretten.

 

Der er ligeledes en adgang for ugifte samlevende til at få sagen behandlet af skifteretten. Dette forudsætter imidlertid, at der er tale om deling af et bo. Herved forstås, at der er en flerhed af rettigheder og forpligtelser, der er knyttet til mere end én person. Jeg kan forstå på dit brev, at I ikke har andre mellemværender udover den fælles ejendom, hvorfor der ikke er tale om et bo i jeres situation.

 

Eftersom der således blot er tale om sameje om et enkelt aktiv, kan sagen ikke indbringes for skifteretten og såfremt din tidligere samlever fortsat ikke er indstillet på at sælge ejendommen og heller ikke kan opnå kreditgodkendelse i banken, er du derfor henvist til at søge samejet opløst på anden vis.

 

Opløsning af samejet kaldes også for frivillig auktion. Ved frivillig auktion indgives – efter sædvanligt varsel til den anden part – begæring til fogedretten om opløsning af samejet. Frivillig auktion har mange lighedstræk med tvangsauktion og der opnås som oftest en lavere pris i forhold til, hvad et salg på det frie marked kunne indbringe. Der er således en væsentlig risiko for økonomisk tab på ejendommen.

 

Der er desuden knyttet en større afgift til frivillig auktion, idet der – udover en afgift ved indgivelse af begæring på 800 kr. – skal betales yderligere 1 procent af budsummen og de omkostninger med videre som køber skal betale eller overtage.

 

Det er mit forslag, at du informerer din tidligere samlever om konsekvenserne af, at han ikke vil medvirke til et salg af jeres fælles ejendom. Ud fra et økonomisk synspunkt, er det altid at foretrække, at en ejendom sælges på det frie marked fremfor på frivillig auktion.

 

Som svar på dit sidste spørgsmål om forebyggende muligheder, kan og bør man – som nævnt indledningsvist – altid oprette en samejeoverenskomst, når man ejer en ejendom i sameje. Dette gælder uanset om man er samlevende eller ej.

 

I samejeoverenskomsten kan både praktiske og økonomiske forhold vedrørende ejendommen reguleres. Det kan først og fremmest være en fordel at træffe bestemmelse om fordelingen af de løbende udgifter til ejendommen og udgifter til ejendommens vedligeholdelse. Ligeledes kan det være en fordel at træffe bestemmelse om, hvordan et eventuelt provenu skal fordeles i tilfælde af salg. Derudover er det som bekendt en fordel, at man i samejeoverenskomsten har aftalt retningslinjer for den situation, hvor den ene part ikke længere ønsker at eje ejendommen i fællesskab.

 

Det er min anbefaling, at ugifte samlevende altid opretter en samejeoverenskomst, således at de sikres mod unødige konflikter. Det kan imidlertid være vanskeligt at tage højde for alle faldgruber og problemstillinger ved sameje i forbindelse med en samlivsophævelse. Det er derfor ligeledes min klare anbefaling, at man i forbindelse med udarbejdelse af en samejeoverenskomst tager kontakt til en advokat med henblik på udfærdigelse af selve samejeoverenskomsten.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet