Er et ægteskab indgået i udlandet også gyldigt i Danmark?

Kære Monica

Min mand og jeg blev gift i Tunesien tilbage i 2020.

Vi er efterfølgende flyttet til Danmark, men er nu kommet i tvivl om, hvorvidt vores ægteskab overhovedet er gyldigt i Danmark, eller om der er særlige regler for et ægteskab i Danmark, som ikke nødvendigvis har været opfyldt, da vi blev gift i Tunesien.

Jeg håber du vil besvare mit spørgsmål.
På forhånd tak

Med venlig hilsen
Sabina

Ægteskab og samliv

Vi er specialister i sager om bodeling og ægtefællebidrag og kan hjælpe dig med alle aftaler herom

Se mere

Ugifte samlevende - samliv og samlivsophævelse

Som ugifte samlevende kan I risikere at stå over for mange uforudsete problemer

Se mere

Svar:

Kære Sabina

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Det følger af ægteskabslovens § 22 b, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, anerkendes, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet er indgået. Hvis du og din mand således har indgået gyldigt ægteskab i Tunesien, er udgangspunktet, at det også er gyldigt i Danmark. Der er dog fire undtagelser til dette udgangspunkt, som jeg vil beskrive i det følgende.

For det første anerkendes et ægteskab indgået i udlandet ikke, såfremt parterne ikke var samtidigt til stede ved vielsen.

For det andet anerkendes et ægteskab ikke, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark eller i et land der er tilsluttet Den Europæiske Union.

For det tredje anerkendes ægteskabet ikke, hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år eller for det fjerde, hvis ægteskabet i øvrigt strider mod grundlæggende retsprincipper. Dette vil typisk være i tilfælde af helt særlige forhold, som ægteskabslandet anser som lovligt, men som strider mod fundamentale regler i Danmark.

Såfremt jeres ægteskab skulle falde under en af de fire undtagelser, nævnes der i ægteskabslovens § 22 b, stk. 3, at ægteskabet alligevel kan anerkendes, såfremt der foreligger tvingende grunde herfor, og såfremt parternes stilles i en urimelig situation, hvis ægteskabet ikke anerkendes. Der er dog tale om en snæver undtagelse. Det forhold, at parterne har eller venter et fællesbarn, vil ikke alene kunne begrunde en anerkendelse af ægteskabet.

Ægteskabet kan heller ikke uden videre anerkendes i Danmark, selvom parterne har haft en langvarig tilknytning til hinanden og levet sammen. Men bestemmelsen ville eksempelvis kunne anvendes, hvis det grundet en af parternes dødsfald er umuligt at løse de retlige udfordringer, som opstår ved at ægteskabet ikke kan anerkendes i Danmark.

Såfremt jeres ægteskab kan godkendes i Danmark, er det en god idé også at få det registreret i Danmark. Hvis man ønsker at få en vielse foretaget i udlandet registreret i Danmark, skal man kontakte folkeregistret i den kommune, hvor man bor. Man skal medbringe det originale vielsesdokument til kommunen.

Desuden skal vielsesdokumenter fra de fleste ikke-europæiske lande have bekræftet sin ægthed ved legalisering eller apostillepåtegning.
Den udenlandske vielsesattest skal altså være legaliseret i udlandet (typisk af landets udenrigsministerium).

Kommunen skal desuden bruge dokumentation for, at vielsen er registreret i det land, hvor den blev foretaget.

Endvidere skal kommunen bruge en legaliseret oversættelse af dokumenterne, såfremt de ikke er på et forståeligt sprog.

Da jeg ikke kender nærmere til omstændighederne ved jeres ægteskabs indgåelse, er det ikke muligt for mig, at svare konkret på, hvorvidt jeres ægteskab vil kunne anerkendes i Danmark eller ej, men jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Hvis du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater