Får jeg automatisk del i forældremyndigheden som far til mit kommende barn?
Kære Monica Kromann
Min kæreste og jeg venter vores første barn sammen. Vi er ikke gift. I den anledning har jeg derfor gjort mig nogle tanker om, hvordan min retsstilling er med hensyn til den fælles forældremyndighed. Får jeg automatisk del i forældremyndigheden når vores barn kommer til verden, eller om det kun er min kæreste der har den fulde forældremyndighed over vores barn?
Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Mikkel
Svar:
Kære Mikkel
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Når forældrene til barnet er gift, har begge forældre som udgangspunkt fælles forældremyndighed over deres barn. Hvis I som forældre har fælles forældremyndighed over barnet, betyder dette at i begge skal drage omsorg for barnet og træffe beslutninger for barnet vedrørende personlige forhold.
Dog kan situationen være anderledes, hvis I ikke er gift eller ikke bor sammen. I disse tilfælde tilkommer den fulde forældremyndighed barnets moder.
Dog får begge forældre, når faderskabet er fastslået, del i forældremyndigheden, hvis I på et tidspunkt indenfor de sidste 10 måneder, inden barnet er født, har haft fælles folkeregisteradresse.
Hvis dette ikke er tilfældet og I begge ønsker at få fælles forældremyndighed over jeres fælles barn, skal I sammen underskrive en omsorgs- og ansvarserklæring.
Denne erklæring fastslår samtidighed faderskabet og medfører den fælles forældremyndighed over barnet. Ved fastslåelse af faderskabet får barnet også en række rettigheder med sig. Blandt andet kendskab til sin biologiske baggrund, at barnet og faderen har arveret efter hinanden, at faderen har forsørgelsespligt overfor barnet og at faderen har bopælsret, hvilket betyder, at faderen har ret til at have sit barns bopæl hos sig.
Det er derfor en god ide, i jeres tilfælde, hvis du og din kæreste ikke er gift eller bor sammen, fastslår faderskabet til jeres barn, således forældremyndigheden over jeres barn deles imellem jer, da faderen ikke automatisk får del i forældremyndigheden ved, blot at anerkende sit faderskab, dette skal fastslås ved en erklæring.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Hvis du ønsker yderligere rådgivning, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.
Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
;