Får min hustru min tjenestemandspension udbetalt ved min død?
Hej Monica Kromann
Jeg er separeret, men ikke skilt, fra min tidligere hustru. Vi har et fælles barn, og jeg har et barn fra et andet forhold. Vi er begge tjenestemænd, - hun er stadigvæk aktiv og jeg er pensioneret. I tilfælde af min død, vil min tjenestemandspension så blive udbetalt til min hustru?
Jeg ser frem til dit svar.
Hilsen Lars
Svar:
Hej Lars
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Såfremt du og din hustru fortsat er separeret eller hvis I bliver skilt, kan din hustru bevare retten til ægtefællepension efter din død i visse tilfælde. Det afgørende er, hvornår I blev separeret, idet loven om bevarelse af ret til ægtefællepension ved separation og skilsmisse trådte i kraft den 1. januar 2007, hvilket er det afgørende skæringstidspunkt for, hvilke betingelser, der skal være opfyldt.
Separeret før den 1. januar 2017
I det tilfælde, hvor I blev separeret før den 1. januar 2007, og hvor I ikke er blevet skilt før dødsfaldet, har din hustru ret til ægtefællepension efter de almindelige regler, hvis det opløste ægteskab var indgået:
- inden du som den afdøde tjenestemand fyldte 65 år,
- før du som tjenestemand blev afskediget med ret til tjenestemandspension,
- mindst 3 måneder før dødsfaldet.
Separeret eller skilt efter den 1. januar 2017
Er I blevet skilt eller separeret den 1. januar 2007 eller senere, kan der være ret til ægtefællepension, hvis:
- din hustru ikke har giftet sig igen,
- jeres ægteskab har varet i mindst 5 år inden datoen for separationen eller skilsmissen,
- det ikke er bestemt i vilkårene for separationen/skilsmissen, at retten til ægtefællepension bortfalder,
- det er et vilkår for separationen/skilsmissen, at tjenestemanden har pligt til at betale underholdsbidrag. Dette skal enten være et underholdsbidrag, som Familieretshuset har fastsat eller være et af jer aftalt bidrag.
Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål vedrørende tjenestemandspension. Det er muligt at læse mere om familieretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen,
Monica Kromann
Advokat (H)