Fordeling af børnecheck

Kære Monica Kromann

Jeg har et spørgsmål angående de nye regler om deling af børnechecken. Jeg skal skilles fra min mand og vi har en datter på 4 år. Det er planen at hun skal have bopæl hos mig, men at vi skal have en 6/8-ordning. Hvornår skal man som forældre, efter de nye regler, dele børnebidraget ligeligt, og vil der være nogen mulighed for at det kun er mig som bopælsforælder der får ydelsen udbetalt? Og til sidst, hvad vil det sige at barnet har ’delt bopæl’?

Hilsen Nanna

Svar:

Kære Nanna

Mange tak for dit spørgsmål.

Skatteministeriet har med udgangspunkt i et nye skilsmisseretlige system, der træder i kraft den 1. april 2019, udarbejdet en model, der ændrer på udbetalingen af børne- og ungeydelsen. Efter de nye regler er udgangspunkt, at ydelsen deles ligeligt mellem forældre, der har fælles forældremyndighed uanset om de er samlevende eller ej. Reglerne herom er taget ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt.

Udgangspunktet om ligedeling af børnechecken vil kun gælde i de tilfælde, hvor forældrene har en deleordning, hvor barnet eller børnene opholder sig nogenlunde ligeligt hos hver forældre, eksempelvis en 7/7- eller en 6/8-ordning. Har forældrene derimod en 9/5-ordning eller har barnet endnu mindre tid hos samværsforælderen, eksempelvis en 10/4-ordning, vil ydelsen forsat blive udbetalt til den forælder, der har mest samvær med barnet. I dit tilfælde vil de det betyde, at børneydelsen vil blive ligeligt fordelt mellem faderen til din datter og dig, da I har aftalt en 6/8-ordning. Ligedelingen af udbetalingen vil først gælde fra ikrafttræden af den nye lov, hvilket er den 1. april 2019. Bliver i skilt inden denne dato, og modtager du hele ydelsen, skal du altså ikke betale halvdelen af de allerede modtagne ydelser til faren. Det vil kun være gældende for fremtidige ydelser, da der ikke er tale om en lov med tilbagevirkende kraft!

Det er stadig muligt, at alene den ene forældre får udbetalt ydelsen, hvis begge forældre laver en aftale herom. Samværets omfang vil således ikke være afgørende i disse tilfælde, og det vil derfor også være muligt i jeres situation, så længe din mand og dig er enige om, at alene du skal have ydelsen udbetalt. Det kræver blot at man søger herom, da børneydelsen ved de nye reglers ikrafttræden pr. automatik vil blive ligeligt delt forældrene imellem.

At barnet har delt bopæl, betyder blot, at barnet har adresse hos begge sine forældre. Der vil således med de nye regler være mulighed for, at barnet har adresse to steder. Virkningen af den delte bopæl er, at forældrene skal være enige om alle beslutninger vedrørende barnet, og således ikke alene de væsentlige beslutninger. Det vil således ikke være muligt, at alene den ene forældre beslutter hvor i landet barnet skal bo, eller hvilken skole barnet skal gå på.

Jeg håber, at ovenstående gav svar på dine spørgsmål. Du kan desuden læse mere om familieretlige emner på min hjemmeside under www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater