Har jeg ret til erstatningssamvær?
Kære Monica Kromann
Min tidligere ægtefælle og jeg indgik for nogle måneder siden retsforlig, hvorefter vores fælles datter skal have samvær med mig hver anden weekend.
Min eksmand aflyste dog samværet med min datter sidste weekend, da det ikke passede ham så godt. Kan jeg få det aflyste samvær erstattet, således at jeg kan se min datter på et andet tidspunkt i stedet?
Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Sofie
Samvær
Vi har mange års erfaring og kan repræsentere dig i samværssager i Familieretshuset og i retten
Se mereSvar:
Kære Sofie,
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Gennemføres et fastsat eller aftalt samvær ikke, er der samvær i den efterfølgende uge i det omfang og på det tidspunkt og de vilkår, som er aftalt eller fastsat. Det vil sige, at der automatisk indtræder erstatningssamvær, såfremt et samvær ikke gennemføres. Jeres fælles datter har således som udgangspunkt krav på samvær med dig den kommende weekend.
Automatisk erstatningssamvær er dog betinget af, at den manglende gennemførelse af samværet ikke skyldes samværsforælderens forhold, og at samværsforælderen straks efter, at samværet ikke er blevet gennemført, giver bopælsforælderen meddelelse om, at denne ønsker erstatningssamvær. Den første betingelse antages opfyldt, idet aflysning af samværet efter dine oplysninger ikke skyldes dine forhold. Den sidste betingelse indebærer, at man som samværsforælder skal fortælle bopælsforælderen, at man ønsker erstatningssamvær, umiddelbart efter at man får besked om aflysning af samvær. Har du givet din tidligere ægtefælle meddelelse om dit ønske om erstatningssamvær kort tid efter dennes aflysning af samværet, har du dermed ret til at få samvær med din datter den kommende weekend.
Reglen om automatisk erstatningssamvær gælder kun det løbende samvær. Reglen gælder ikke enkeltstående samværsaftaler såsom samvær i ferie og helligdage, overvåget samvær eller samvær, der efter aftalen eller afgørelsen skal foregå på bestemte tidspunkter, der ikke følger en nærmere fastlagt plan.
Det faste samvær skal efter praksis vige for bopælsforælderens afholdelse af ferie med barnet. Således gives normalt ikke erstatningssamvær, hvor samværet falder helt eller delvist sammen med en ferie- eller helligdagsperiode, hvor barnet som følge af samværsafgørelsen eller -aftalen skal være hos bopælsforælderen. Dette fremgår formentlig af det retsforlig, som I har indgået.
Gennemføres et automatisk erstatningssamvær heller ikke, indtræder der ligeledes automatisk erstatningssamvær for dette efter de ovenfor nævnte regler.
Overholder bopælsforælderen ikke reglen om erstatningssamvær, kan du kontakte familieretten med henblik på at gennemtvinge samværet. Det er dog en betingelse, at samværsaftalen kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Familieretten kan pålægge bopælsforælderen dagbøder, hvis din datter fortsat ikke bliver udleveret.
Til sidst vil jeg bemærke, at reglen om automatisk samvær alene har praktisk betydning i de situationer, hvor forældrene ikke selv kan aftale ændringer i samværet. Såfremt du kan blive enig med din eksmand, kan I frit aftale, at din datter skal have samvær med dig på et andet tidspunkt.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Du er til enhver tid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma, hvis du ønsker bistand i Familieretten, eller hvis du har yderligere spørgsmål vedrørende samvær, forældremyndighed eller bopæl. Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om blandt andet familie- og arveretlige emner på min hjemmeside:
www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Samvær
Vi har mange års erfaring og kan repræsentere dig i samværssager i Familieretshuset og i retten
Se mere