Hvad kan vi gøre for at sikre hinanden som ugifte samlevende?

Kære Monica

 

Min kæreste og jeg er begge 31 år gamle og ugifte. Vi bor sammen med vores to børn i en lejelejlighed, som vi overvejer at købe sammen. Vi henvender os til for at høre om der noget vi skal forholde os til, nu når vi ikke er gift. Vi ved der er visse rettigheder der følger med, når man gifter sig, men vi er i tvivl om hvordan vi står uden at være gift. Det kan godt komme på tale, at vi vil giftes i fremtiden, især hvis der måtte være flere fordele herved.

Vi vil derfor høre, hvordan vi kan sikre hinanden bedst muligt givet vores situation?

Vi håber du vil besvare vores spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

 

Mikkel og Hanna

 

Ugifte samlevende - samliv og samlivsophævelse

Som ugifte samlevende kan I risikere at stå over for mange uforudsete problemer

Se mere

 

 

 

Svar:

Kære Mikkel og Hanna

 

Som I selv nævner, opnår man en bestemt retsstilling, når man gifter sig; ved indgåelser af ægteskab opnår ægtefællerne automatisk arveret efter hinanden, og der opstår ligeledes et økonomisk fællesskab mellem ægtefællerne.

I har derimod hverken arveret efter hinanden eller deler et økonomisk fællesskab, når I er ugifte samlevende. Hvis I ønsker at sikre hinanden, kan I dog få udarbejdet en række dokumenter hos en advokat for at opnå denne sikring af hinanden.

Jeg vil i det følgende kort gennemgå tre forskellige dokumenter, som mange ugifte samlevende vælger at få oprettet til at sikre hinanden.

Testamente:

Forskellen ved at være gift er som nævnt, at man automatisk arver efter hinanden.

Ugifte samlevende arver derimod ikke efter hinanden – dette uanset om parret har boet sammen i 5, 15 eller 30 år. Den overlevende arver heller ikke den afdødes andel af de aktiver, som parret ejer sammen, herunder f.eks. afdødes andel af parternes fælles bolig.

Da I har fællesbørn, vil hele arven efter jer derimod automatisk tilfalde jeres børn. Fællesbørnene vil således arve den afdødes andel af jeres fælles bolig, som skal udredes kontant til børnene. Den kontante arv til børnene vil herefter være ”frosset”, indtil børnene fylder 18 år. Dette kan for længstlevende betyde, at denne bliver nødt til at sælge boligen ved førstafdødes død, hvis I som ugifte samlevende ikke har oprettet testamente.

Hvis I ønsker at sikre hinanden i tilfælde af dødsfald, kan I oprette et testamente. I kan f.eks. oprette et udvidet samlevertestamente, hvilket betyder, at I begunstiger hinanden som var I ægtefæller. I et sådant testamente kan I bestemme, at I arver op til 7/8 af hinandens formue. Jeres børn vil i dette tilfælde arve 1/8. I kan dog aldrig opnå helt samme retsstilling som ægtefæller, idet ægtefæller ingen arveafgift skal betale, mens ugifte samlevende skal betale 15 % i arveafgift. Længstlevende kan desuden ikke sidde i uskiftet bo, medmindre I bliver gift. 

Samejeoverenskomst:

Et andet vigtigt dokument, I kan vælge at oprette som ugifte samlevende, er en samejeoverenskomst.

En samejeoverenskomst regulerer ugifte samlevendes rettigheder og forpligtelser over en fælles ejendom. Det er min generelle anbefaling, at ugifte samlevende, som køber en ejendom sammen, opretter en samejeoverenskomst.

En samejeoverenskomst vil komme jer til gode, hvis i en dag skulle gå fra hinanden og ikke kan nå til enighed om, hvad der skal ske med jeres fælles bolig. Der tages blandt andet højde for, hvis I har indskudt forskellige beløb ved udbetaling, som ikke stemmer overens med ejerfordelingen. Derudover indeholder samejeoverenskomsten vilkår om, hvordan et salgsprovenu skal fordeles, og hvem der skal overtage ejendommen ved samlivsophævelse.

Hvis I ikke har udarbejdet en samejeoverenskomst, skal I være enige om alle dispositioner vedrørende jeres bolig. Hvis der for eksempel er uenighed om, hvorvidt den fælles bolig skal sælges eller ej, kan det få store økonomiske og tidskrævende konsekvenser. Konsekvensen kan i sidste ende være, at ejendommen ender på tvangsauktion eller at der startes en retssag.

Fremtidsfuldmagt:

Det sidste dokument, jeg vil komme ind på i dette brevkasseindlæg, er en fremtidsfuldmagt.

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, der først træder i kraft i fremtiden, hvis fuldmagtsgiveren skulle gå hen og blive syg eller på anden vis ude af stand til at varetage sine økonomiske og personlige anliggender. Dette kunne for eksempel være tilfældet, hvis én af jer skulle komme ud for en pludselig ulykke. Når man opretter en fremtidsfuldmagt, har man på forhånd bestemt hvem og i hvilket omfang fuldmægtigen kan træffe beslutninger på ens vegne i denne situation.

Konsekvensen af ikke at oprette en fremtidsfuldmagt kan være, at man i ovenstående situation, vil komme under værgemål ved Familieretshuset. Hvis dette sker, kan du ikke selv bestemme, hvem der skal være din værge, og hvilke bemyndigelser værgen har.

Hvis I ønsker at indgå ægteskab:

Selvom I måtte indgå ægteskab, kan det stadig være relevant at få udfærdiget både testamente, samejeoverenskomst og fremtidsfuldmagter. Yderligere kan I overveje at oprette en ægtepagt, hvori I nærmere tilrettelægger, hvordan jeres aktiver skal deles i tilfælde af opløsning af ægteskabet. Udgangspunktet når man indgår ægteskab er, at alle jeres aktiver ligedeles ved skilsmisse og separation. Der er dog en række undtagelser til dette udgangspunkt. I en ægtepagt kan I selv bestemme, hvordan jeres aktiver skal deles (eller om der overhovedet skal ske en deling af jeres aktiver) i tilfælde af opløsning af ægteskabet.

Det er anbefalingen, at I kontakter en advokat med speciale i familieret for at snakke om jeres ønsker og muligheder for at sikre hinanden. Hvis I ønsker yderligere

rådgivning eller hjælp i processen, er I velkomne til at kontakte KROMANN advokatfirma på telefonnummer: 86 18 11 02 eller på mail: kontakt@advokatkromann.dk.

Den 31. oktober 2024, den 28. november og den 12. december holder vi foredrag om unge samlevende og ægtepar fra kl. 17.00 til kl. 19.00 hos KROMANN advokatfirma med adressen Sct. Clemens Stræde 1, 8000 Aarhus C. Foredraget er gratis, og vi vil snakke om ovenstående dokumenter og uddybe jeres forskellige muligheder for at sikre hinanden som ugifte eller ungt ægtepar, der måske har/ ønsker at have børn eller en ejendom sammen.

 

Tilmeld jer ved at sende en mail med navn og antal personer til kontakt@advokatkromann.dk. Der vil blive serveret kaffe og kage, og der vil være tid til spørgsmål og samtale angående jeres specifikke situation med vores jurister.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

 

Ugifte samlevende - samliv og samlivsophævelse

Som ugifte samlevende kan I risikere at stå over for mange uforudsete problemer

Se mere

mk@advokatkromann.dk

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater