Hvilke beslutninger om vores børn kan min ekskone træffe alene?
Kære Monica Kromann
Jeg står i den situation, at jeg desværre for nyligt er blevet skilt. Min ekskone og jeg har to børn sammen, som vi har fælles forældremyndighed over. Børnene har bopæl hos min ekskone, og er hos mig i en 9-5-ordning.
Mit spørgsmål er: Hvilke beslutninger kan min ekskone træffe som bopælsforælder uden at inkludere mig? Og hvilke beslutninger kan jeg som samværsforælder træffe uden at inkludere hende?
På forhånd tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Den fraskilte far
Svar:
Kære fraskilte far
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Da din ekskone og dig har fælles forældremyndighed over jeres børn, skal I være enige om alle væsentlige beslutninger vedrørende børnene. Væsentlige beslutninger der kræver enighed mellem forældrene er blandt andet barnets navn, valg af skole, valg af religion, om barnet må flytte til udlandet, væsentlig medicinsk behandling og om barnet må gå til en risikobetonet fritidsaktivitet.
Som bopælsforælder har din ekskone en ret til alene at træffe beslutninger vedrørende den direkte daglige omsorg for børnene, hvor i Danmark børnene skal have bopæl, hvilke ikke risikobetonede fritidsaktiviteter, som børnene skal gå til og om børnene skal gå til skolepsykolog.
Du har som samværsforælder ret til at træffe beslutninger, der relaterer sig til samværet. Det vil sige, at du blandt andet kan træffe beslutninger om, hvad børnene skal foretage sig, når de er hos dig og træffe dagligdagsbeslutninger såsom sengetider og hvem børnene må lege med.
Der er altså forskel på hvilke beslutninger, der kan træffes alt afhængig af, om man er bopælsforælder eller samværsforælder.
En bopælsforælder kan træffe flere beslutninger end en samværsforælder. Den største beslutning bopælsforælderen kan træffe alene er nok hvor i landet børnene skal bo.
Din ekskone kan således vælge at flytte fra København til Skagen med jeres børn uden at behøve samtykke fra dig, da du ikke er bopælsforælder. Bopælsforælderen skal dog varsle flytningen senest 6 uger før flytningen hvormed, at samværsforælderen har mulighed for at anlægge en bopælssag, hvis samværsforælderen er uenig i flytningen.
Jeg håber ovenstående gav dig et overordnet indblik i hvilket beslutninger, som henholdsvis dig og din ekskone kan træffe alene, og hvilke beslutninger der kræver enighed.
Såfremt du har yderligere spørgsmål vil jeg anbefale dig at en advokat med speciale i Familieret.
Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om emnet på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
;