Hvordan får jeg mit barn udleveret til samvær?
Hej Monica Kromann
Jeg har sammen med min ekskone en datter på 7 år. Vi har fællesforældremyndighed, men min ekskone er bopælsforælder og jeg har derfor samvær med min datter hver anden weekend. De sidste to weekender har min ekskone nægtet at udlevere min datter til samvær, selvom vi under skilsmissen lavede en klar aftale herom. Vi har dog ikke aftalen på skrift, men har blot aftalt det mundtligt, og det har også fungeret siden skilsmissen. Mit spørgsmål er, hvad jeg kan gøre for at få udleveret min datter til samvær, hvis min ekskone fortsætter med at nægte udlevering, da jeg – selvfølgelig – er meget interesseret i at se min datter og at have samvær med hende.
Jeg håber du kan hjælpe.
Hilsen den bedrøvede far.
Svar:
Kære bedrøvede far
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
For at myndighederne kan hjælpe dig med at få samværet gennemført, kræver det, at du har enten en afgørelse fra Familieretshuset eller Familieretten eller en skriftlig samværsaftale med en tvangsfuldbyrdelsesklausul, hvoraf det fremgår hvilke dage og hvilke tidspunkter samværet skal finde sted. Er dette tilfældet, kan Familieretten hjælpe dig med at få barnet udleveret til samvær. Da din aftale med din ekskone omkring samvær alene er mundtlig, kan myndighederne altså ikke på den baggrund hjælpe dig med at få tvangsfuldbyrdet samværet.
Det er dog altid muligt at kontakte Familieretshuset i tilfælde af, at I ikke kan blive enige om samværet, og således få hjælp til at få fastsæt samværet enten i en skriftlig aftale eller i sidste ende få en afgørelse fra Familieretten. Familieretshuset har flere forskellige muligheder for at hjælpe med at finde den løsning, der er bedst for barnet, og dermed hjælpe med at få fastsat samværet på ny. Det kan blandt andet være konfliktmægling eller anden rådgivning der kan resultere i en skriftlig samværsaftale med en tvangsfuldbyrdelsesklausul.
Lykkedes det jer ikke at blive enige ved hjælp af en af de muligheder som Familieretshuset tilbyder, kan Familieretshuset sende sagen videre til Familieretten. Her vil det afgørende være hensynet til, hvad der er bedst for barnet. I vil således skulle belyse barnets trivsel og hvis barnet er modent nok, vil der kunne foretages en børnesamtale. Familieretten vil herudfra foretage en afgørelse om samvær.
Når man har fået en skriftlig samværsaftale med en tvangsfuldbyrdelsesklausul eller der foreligger en afgørelse fra Familieretshuset, vil det efterfølgende være muligt at få Familierettens hjælp til at få tvangsfuldbyrdet samværet i tilfælde af, at den ene forælder ikke overholder aftalen eller afgørelsen og fortsat ikke udleverer barnet til samvær.
Familieretten vil først og fremmest idømme den forælder der ikke overholder samværet tvangsbøder, således at forælderen der ikke udlevere til samvær får en bøde for de dage, hvor der ikke udleveres til samvær.
Som en sidste udvej kan Familieretten anvende magt, og dermed hente barnet og bringe dette ud til samværsforælderen.
Jeg vil anbefale dig, at en advokat med speciale indenfor familieret kontakter Familieretshuset, hvis din ekskone fortsætter med at nægte udlevering til samvær, så de kan hjælpe dig til at få en skriftlig aftale eller en afgørelse fra Familieretten angående dit samvær med din datter.
Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Det er muligt at læse flere brevkasseindlæg på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.
Med venlig hilsen,
Monica Kromann
Advokat (H)
;