Hvordan overdrager vi vores sommerhus til vores datter?
Kære Monica
Min mand og jeg er et ægtepar i start 60’erne. Vi har tre fælles døtre, som vi ønsker at overdrage vores sommerhus til. Dog er det kun vores ene datter, der reelt ønsker at overtage sommerhuset.
Vi vil først og fremmest høre, hvordan vi kan give sommerhuset til vores ene datter, uden at hun skal betale gaveafgift af beløbet?
Vi er kommet frem til, at vores datter skal betale ca. 1.000.000 kr. for sommerhuset, svarende til den offentlige ejendomsvurdering minus 20 % af prisen. Vi tror, at sommerhuset reelt er mere værd end 1.000.000 kr.
Vores andet spørgsmål lyder derfor på, hvordan vi kan kompensere vores to andre døtre for forskellen på sommerhusets reelle værdi og den værdi, som vores ene datter overtager sommerhuset til?
Med venlig hilsen
Anonymt ægtepar
Familieret
Vi kan hjælpe i alle sager om forældremyndighed, bopæl, samvær, tvangsfjernelse og bodeling
Se mereSvar:
Kære anonyme ægtepar,
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Som forældre har I begge ret til årligt at give jeres børn op til 74.100 kr. (2024) i gave uden at der skal betales gaveafgift. Vil I give en større gave end dette, skal der som udgangspunkt betales 15 % af gavens værdi i gaveafgift.
Hvis I ønsker at give jeres sommerhus til jeres ene datter, uden at hun skal betale gaveafgift, kan I gøre det på følgende måde:
I kan først og fremmest begge give jeres datter det afgiftsfrie gavebeløb, som tilsammen udgør kr. 148.200. Sammen med gaven kan I oprette et gældsbrev, hvoraf det fremgår, at jeres datter skylder jer den resterende del af overdragelsessummen på omkring kr. 750.000. Herefter kan I hvert år nedskrive gældsbrevet med det afgiftsfri gavebeløb, således at gælden bliver omkring kr. 150.000 mindre hvert år, indtil gælden er væk.
Gældsbrevet skal oprettes som et anfordringsgældsbrev, for at skattemyndighederne ikke kræver afgift af beløbet. Det anbefales, at I kontakter en advokat for at udarbejde gældsbrevet. I skal desuden være opmærksomme på, at det ikke må fremgå af gældsbrevet, at gælden nedskrives med det afgiftsfrie beløb årligt, da gældsbrevet således i sin helhed vil blive betragtet som en gave - og så skal jeres datter betale gaveafgift af hele beløbet på gældsbrevet.
I forhold til jeres to andre døtre, kan I ligeledes vælge at give dem det afgiftsfrie gavebeløb årligt, således hvert barn får omkring kr. 150.000 hvert år.
Man kan i Danmark overdrage fast ejendom til sine børn, børnebørn eller forældre til den seneste ejendomsvurdering minus 20 %, medmindre der foreligger såkaldte ”særlige omstændigheder”, eller medmindre der er indhentet sagkyndig vurdering af ejendommen fra f.eks. en ejendomsmægler.
Et eksempel på særlige omstændigheder er, hvis ejendommen kort tid inden eller efter familieoverdragelsen er overdraget til en pris, der er markant højere end den offentlige ejendomsvurdering minus 20 %.
I skal være opmærksomme på, at hvis I vælger at begunstige jeres to andre døtre i testamente eller ved gave med mere end overdragelsessummen på omkring kr. 1.000.000, så kan der være tale om særlige omstændigheder. Dette vil medføre, at jeres ene datter, som overtager sommerhuset, skal betale gaveafgift på 15 % af forskellen på overdragelsessummen på kr. 1.000.000 og ejendommens reelle værdi.
Der foreligger i jeres tilfælde en meget kompliceret juridisk problemstilling med mange faldgruber, og jeg anbefaler derfor, at I kontakter en advokat med speciale i familieret og fast ejendom.
Jeg håber, at ovenstående besvarede jeres
spørgsmål. I er velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på tlf. 86 18 11 02, såfremt I har brug for rådgivning i forbindelse med familieoverdragelse af fast ejendom eller afgiftsfrie gaver.
I kan læse flere af mine brevkasseindlæg om familieret og mange andre emner på min hjemmeside:
https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Familieret
Vi kan hjælpe i alle sager om forældremyndighed, bopæl, samvær, tvangsfjernelse og bodeling
Se mere