Jeg er ikke biologisk far til min søn. Kan faderskabet opretholdes?

Jeg sidder i en meget speciel situation, idet jeg for nyligt har fundet ud af, at jeg alligevel ikke er far til min 7-årige søn. Min søns mor og jeg gik fra hinanden, da han var lidt over 1 år gammel. Siden da har jeg kun haft begrænset kontakt til ham. Moren har for nyligt fortalt mig, at det er en anden mand, som er biologisk far til min søn, og nu ved jeg ikke, hvordan jeg skal forholde mig. Kan jeg forlange, at der skal foretages en DNA-test og vil dette kunne ændre på faderskabet? Jeg er ikke interesseret i at være far til en anden mands dreng, som jeg alligevel ikke har kontakt med.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Lasse

Forældremyndighed, bopæl og samvær

Vi har nogle af de bedste advokater på dette område og har ført flere hundrede sager ved domstolene

Se mere

Svar:

Kære Lasse

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Du kan som udgangspunkt ikke forlange, at der skal foretages en DNA-test for at fastslå eller udelukke, om du er far til barnet. Dette vil kræve, at et myndigt barn samtykker heri, eller at Familieretshuset finder en DNA-test nødvendig i forbindelse med genoptagelse af faderskabssagen. Hvis der imidlertid blev foretaget en DNA-test ville resultatet dog ikke i sig selv kunne medføre en ændring af faderskabet.

I børneloven findes reglerne om faderskab. Ifølge denne lov gælder det, at et faderskab som udgangspunkt fastholdes, af hensyn til barnet. Dette gør sig gældende, selv om man senere finder ud af, at man ikke er biologisk far til barnet.

Dog er der, hvis der mellem barnets mor, barnet eller en for barnet udpeget værge og den registrerede far til barnet, er enighed om at genoptage faderskabssagen, mulighed for at genoptage sagen ved Familieretshuset efter børnelovens § 22. Det er et krav, at der i forbindelse med genoptagelse af en faderskabssag, oplyses en anden potentiel far til barnet. Hvis Familieretshuset afviser, at behandle sagen, er der som udgangspunkt mulighed for at indbringe sagen for retten.

Der gælder dog tidsfrister for, hvor længe man kan genoptage en faderskabssag. Som udgangspunkt kan man ikke genoptage en faderskabssag efter barnets første halve leveår. Faderskabssagen kan kun genoptages, efter barnets første halve leveår, hvis særlige omstændigheder taler for, herunder nye oplysninger i sagen. Hvis barnet er ældre end 3 år på ansøgningstidspunktet, er det derimod meget svært at genoptage en faderskabssag, idet der skal foreligge helt særlige omstændigheder, herunder hvorfor ansøgningen ikke er fremsat på et tidligere tidspunkt i barnets liv.

Familieretshuset vil yderligere lægge vægt på barnets alder og barnets nuværende kontakt til den registrerede far til barnet. Disse forhold vil have betydning for Familieretshusets vurdering af, om faderskabssagen kan overvejes genoptaget. Endvidere har det betydning for muligheden for genoptagelse af faderskabssagen, om det kan forventes, at barnet vil få en anden far eller en medmor, såfremt sagen genoptages. En faderskabssag kan ikke genoptages, såfremt det vurderes, at genoptagelsen vil medføre væsentlige ulemper for barnet. Praksis på området er streng, og der vil derfor sjældent ske genoptagelse af en faderskabssag, hvis barnet er ældre end 3 år gammel.

Det skal bemærkes, at ovenstående kun gør sig gældende for så vidt angår børn født efter børnelovens ikrafttræden den 1. juli 2002. Såfremt et barn er født før denne dato har Familieretshuset kun kompetence til at genoptage en faderskabssag, hvis der er enighed mellem moren, den registrerede far og barnet eller barnets værge.

Hvis der ikke foreligger enighed om genoptagelse af sagen, er der kun mulighed for genoptagelse ved indbringelse for retten. Dog kan et myndigt barn, født før den 1. juli 2002, selv indgive en anmodning om, at genoptage faderskabssagen uden en tidsfrist.

Da din søn er over 3 år gammel, skal du således kunne påvise, at der foreligger særlige omstændigheder for, at du ikke tidligere har søgt om genoptagelse af faderskabssagen. Det taler herfor, at du først for nyligt har fået kendskab til, at du ikke er hans biologiske far. Dog vil der i hvert tilfælde være tale om en konkret vurdering med inddragelse af flere momenter, hvorfor jeg ikke kan give et klart svar på, om du vil kunne få genoptaget faderskabssagen. Såfremt du dog får mulighed for at genoptage faderskabssagen og du får medhold i en underkendelse af faderskabet, skal jeg dog gøre opmærksom på, at faderskabet og de dertilhørende retsvirkninger vil bortfalde. Det indebærer eksempelvis, at drengen ikke længere vil arve fra dig.

Jeg håber at ovenstående besvarede dit spørgsmål Såfremt du har yderligere spørgsmål eller behov for hjælp, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for yderligere rådgivning.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie- og arveretlige problemstillinger på min hjemmeside:
www.advokatkromann.dk/brevkasse.

Med venlig hilsen

Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk

Forældremyndighed, bopæl og samvær

Vi har de bedste familieretsadvokater på dette område og har ført flere hundrede sager ved retten

Se mere
;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater