Kan bedsteforældre søge om samvær med barnebarn?

Kære Monica Kromann

 

Vi har et spørgsmål vedrørende samvær, som vi håber du vil besvare i din juridiske brevkasse.

Vi er et par stolte bedsteforældre til en lille dreng på 1 år, som vi desværre næsten aldrig ser.

Sagen er den, at siden vores søn gik fra moderen, har han haft en samværsordning, hvor han ser barnet én gang om ugen. Da vi bor langt fra vores søn, og da samværstiden passer rigtig dårligt med vores arbejdstider, har vi aldrig mulighed for at se vores barnebarn.

Vores spørgsmål er derfor, om vi som bedsteforældre kan få noget ud af, at søge om samvær med vores barnebarn?

 

Med venlig hilsen

De fortvivlede bedsteforældre

 

Svar:

Kære fortvivlede bedsteforældre

 

Først mange tak for jeres spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i det følgende.

Forældreansvarsloven åbner muligheden for, at andre nærtstående end forældrene til barnet kan søge om samvær. Dette er muligt, hvis en eller begge forældre er afgået ved døden, hvis en forældre er ukendt, eller hvis der ikke - eller kun i yderst begrænset omfang - er samvær med den forældre, som barnet ikke har bopæl hos.

Det er en forudsætning for, at man kan opnå samvær, at man er knyttet til barnet. Der skal være tale om en allerede eksisterende tilknytning til barnet, som kan mistes, og som det vurderes bedst for barnet at bevare. 

Da jeres søn som beskrevet har et meget begrænset samvær med barnet, vil det derfor være relevant for jer, at anmode Statsforvaltningen om samvær. 

Det må dog kunne forventes, at det samvær, I vil kunne opnå som nærtstående, vil have et mindre omfang, end det samvær, der fastsættes for forældre, og samværet vil således kunne være én dag eller én weekend om måneden.

At søge om samvær er dog kun relevant, hvis bopælsforælderen ikke frivilligt går med til, at barnet kan have kontakt med jer. 

Jeg håber, at ovenstående har givet jer et indtryk af jeres muligheder for at søge Statsforvaltningen om samvær med jeres barnebarn.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet