Kan jeg give afgiftsfrie gaver til min svigersøns børn?

Kære Monica Kromann

Vores datter har to børn, og er gift med en mand med to børn, som dermed er min datters stedbørn. Børnene er ikke adopteret af min datter.

Vi betragter alle fire børn som vores børnebørn. Vores svigersøns og datters ældste piger skal begge konfirmeres i år, og vi ønsker derfor at give dem en pengegave på 15.000 kr. hver.

Min svigersøns børn er så vidt vi kan læse os frem til ikke juridisk arveberettiget på lige fod med min datters børn. Betyder det, at vi ikke kan give min svigersøns børn pengegaver uden afgift?

Med venlig hilsen

Kaj

Svar:

Kære Kaj

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Såfremt I ikke har oprettet et testamente, er det arvereglerne i arveloven, der er gældende. Arveloven er bygget op med udgangspunkt i såkaldte arveklasser, som kan forstås som en prioriteret rækkefølge af arvinger.

De familiemedlemmer, der tilhører arveklasse 1 vil således have førsteprioritet til arven. Første arveklasse består af ægtefæller og såkaldte livsarvinger. Livsarvinger er børn, børnebørn og oldebørn. Selvom I betragter din svigersøns børn som jeres børnebørn, så er børnene ikke arveberettiget efter jer efter arveloven.

Du har altså ret i, at din svigersøns børn ikke er arveberettiget efter dig og din hustru.

Såfremt du efterlader dig din hustru og din datter (og eventuelle andre børn), vil arven deles sådan, at halvdelen af arven går til din ægtefælle, og den anden halvdel skal deles lige mellem dine børn.

Kun i tilfælde af, at din datter afgår ved døden før dig, vil din datters børn træde i hendes sted og arve indbyrdes lige, jf. arvelovens § 1, stk. 2.

Såfremt I ønsker at begunstige jeres datters børn og jeres svigersøns børn, bør I altså overveje at oprette et testamente.

I et testamente kan I testere over jeres friarv, som udgør 3/4 af jeres formue, og – såfremt I har ønsker herom – kan I således igennem oprettelse af et testamente begunstige jeres børnebørn og jeres svigersøns børn.

I forhold til dit spørgsmål om afgiftsfrie gaver kan der gives afgiftsfrie gaver til børn, børnebørn, forældre, stedforældre og stedbørn. I kan derfor uden problemer give 15.000 kr. i pengegave til jeres datters barn uden afgift.

Din svigersøns datter er derimod ikke omfattet af reglen om afgiftsfrie gaver. Udgangspunktet er derfor, at I ikke kan give jeres svigersøns børn afgiftsfrie gaver.

Det er dog ikke alle pengegaver, der skal betales afgift af. Almindelige lejlighedsgaver som f.eks. gaver til jul, fødselsdag, konfirmation med videre af beskeden værdi er afgiftsfrie.

I vurderingen af, om der skal betales skat af pengegaven, vil SKAT se på størrelsen af gaven i forhold til relationen mellem gavegiver og gavemodtager. I tidligere sager har SKAT fundet, at 5.000 kr. er det maksimale skattefrie beløb, der kan gives gaver for.

Det er derfor min vurdering, at konfirmanden skal betale skat af pengegaven på 15.000 kr.

Afslutningsvist vil jeg bemærke, at I har mulighed for at give afgiftsfrie gaver til jeres svigersøn på op til 23.500 kr. i 2020.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familie- og arveret.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater