Kan jeg rejse til udlandet med mit barn?

Kære Monica Kromann

Jeg blev for to år siden skilt fra min kone, som jeg har to børn sammen med. Børnene bor størstedelen af tiden ved hende, men vi har fælles forældremyndighed.

Jeg vil gerne tage børnene med ud at rejse, når corona-restriktionerne lempes, men min ekskone vil ikke have, at jeg rejser med børnene til udlandet.

Hvordan skal jeg forholde mig hertil? Og kan jeg rejse med på ferie til udlandet med børnene uden min ekskones samtykke?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

På forhånd tak!

 

Med venlig hilsen

 

Mikkel

Svar:

Kære Mikkel

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Om man som forælder kan tage sine børn med på rejse til udlandet afhænger af, om forældrene har fælles forældremyndighed, om den ene har fuld forældremyndighed eller om der foreligger uenighed om forældremyndigheden.

Du bemærker, at du og din ekskone har fælles forældremyndighed, og udgangspunktet er derfor, at du gerne må tage dine børn med på ferie til udlandet, også uden din ekskones samtykke.

Det skal dog bemærkes, at såfremt der foreligger uenighed imellem jer om spørgsmålet om forældremyndighed, kan du ikke uden videre tage dine børn med på ferie til udlandet.

Er I uenige om forældremyndigheden, så kræver udrejse med barnet den anden forælders samtykke. Samtykke kræves dog kun, såfremt det kan dokumenteres, at der foreligger uenighed om forældremyndighed, f.eks. ved at spørgsmålet er indbragt for retten, eller der er indgivet anmodning om ændring af forældremyndighed til Familieretshuset. På trods af, at der foreligger en dokumenterbar uenighed om forældremyndighed, kan denne ene forælder dog stadig rejse med børnene til visse destinationer, herunder Grønland, Færøerne og de nordiske lande, men man kan ikke rejse med børnene til øvrige destinationer uden for Danmark.

Er det ikke muligt at få samtykke fra den anden forælder til at rejse til udlandet på ferie med børnene, så er der mulighed for, at Familieretshuset kan træffe afgørelse om, at den ene forælder kan tage barnet med til udlandet. Familieretshuset vil ved deres vurdering lægge vægt på forskellige momenter, herunder forælderens tilknytning til det pågældende land, risikoen ved udrejse, og om der foreligger en samarbejdsaftale imellem Danmark og den pågældende destination om hjemgivelse.

Har I derimod ikke fælles forældremyndighed, kan forældremyndighedsindehaveren uden videre tage barnet med på ferie til udlandet. Vedkommende forælder, som står uden for forældremyndighed, kan ikke tage barnet med på ferie til udlandet, uden forældremyndighedsindehaverens samtykke eller uden afgørelse herom fra Familieretshuset. Har forælderen, som står uden forældremyndighed ret til feriesamvær med barnet, vil denne ret som udgangspunkt kunne omfatte en ret til at afholde feriesamvær med barnet i Danmark.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Såfremt du har brug for rådgivning i forbindelse med sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, eller såfremt du har yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma for bistand i forbindelse hermed.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater