Min søns far forhindrer pasudstedelse
Kære Monica Kromann.
Jeg er alenemor til min søn på 4 år, som dog har ugentligt samvær med sin far, som jeg heldigvis fortsat har et ganske godt forhold til. Der er imidlertid opstået en uenighed omkring udstedelsen af et pas til min søn, som jeg håber, du kan hjælpe med. Jeg har netop været nødt til at aflyse en planlagt ferietur med min søn, da hans far, som jeg i øvrigt deler forældremyndigheden med, ikke vil underskrive pasansøgningen. Han har ikke givet en grund til, hvorfor han ikke vil underskrive, men undlader blot at returnere de fremsendte papirer og svarer ikke på mine mails og sms’er herom. De gange vi har snakket om pasudstedelsen, har han bare sagt, at ”det ser vi på”. Kan det virkelig passe, at min søn ikke kan få et pas, blot fordi hans far ikke vil underskrive pasansøgningen? Kan min søn i stedet komme i mit pas? Jeg håber du kan hjælpe, idet jeg gerne vil have min søn med på vinterferie.
Med venlig hilsen
Susanne
Svar:
Kære Susanne
Mange tak for din e-mail og dit udemærkede og ganske relevante spørgsmål. Det er desværre ikke en usædvanlig situation, du står i, og jeg har flere klienter, der er i samme situation som dig. Jeg kan derfor give dig en køreplan for, hvad du nu skal gøre. Hvorvidt din søn ender med at få udstedt et pas, uden sin fars underskrift på pasansøgningen, er dog op til politiet, som foretager en konkret vurdering, hvorfor jeg desværre ikke kan garantere dig, at du kan komme på vinterferie med din søn.
Din søn skal have udstedt sit eget pas, og kan desværre ikke indskrives i dit pas. Det er korrekt, at dette tidligere var en mulighed, men i forbindelse med ikrafttrædelsen af de nye pasregler, som medførte passet nu skal indeholde fingeraftryk, var det fra 26. juni 2012 ikke længere muligt for børn under 15 år at rejse uden eget pas. Børn mellem 15 og 18 år skulle også have eget pas efter de tidligere gældende regler. Har du brug for en ny kopi af pasansøgningen, kan den hentes på webadressen www.klxml.dk/KLB/Blanket/Gaelder/ps005.pdf.
Pasansøgningen skal du, sammen med din søn, aflevere til Borgerservice i din kommune. Du kan finde en oversigt over Borgerservice-kontorer og deres åbningstider på din kommunes hjemmeside. På trods af at din søn kun er 4 år gammel, skal han med ved afleveringen af pasansøgningen, idet vi alle skal møde personligt med ansøgning om dansk pas eller fornyelse heraf, uanset alder. Sammen med pasansøgningen skal du desuden medbringe din søns originale dåbs- eller navneattest, din søns sundhedskort samt et billede, der opfylder kriterierne, der kan findes på webadressen www.politi.dk/da/borgerservice/pas/pasbilleder.
Pasansøgningen vil herefter i første omgang blive afvist, da pasansøgningen ikke er underskrevet af begge forældremyndighedsindehavere, men kommunen vil samtidig spørge dig, hvorvidt pasansøgningen skal opretholdes, hvilket du skal svare bekræftende på. Kommunen sender herefter pasansøgningen videre til politiet, som kan tillade, at et pas udstedes til din søn, selvom dennes far ikke har samtykket hertil, hvis ganske særlige omstændigheder taler herfor. I praksis vil din søns far blive spurgt til årsagen til, at denne ikke vil give sit samtykke til pasudstedelsen. Har din søns far ikke en fornuftig forklaring herpå, vil politiet formentlig tillade udstedelsen af et pas til din søn.
Du skal dog kunne dokumentere, at du forgæves har forsøgt at få din søns far til at underskrive pasansøgningen, til hvilket formål, du får brug for kopier af de e-mails, du har sendt til din søns far herom. Da dokumentationen herfor har stor betydningen for politiets villighed til at tillade udstedelsen af et pas til din søn, vil jeg foreslå, at du straks sender din søns far endnu en mail, eller endnu bedre et anbefalet brev, hvori du en sidste gang beder denne underskrive pasansøgningen eller begrunde sin modvilje herimod.
Jeg håber, at mit svar har givet dig et overblik over din søns muligheder for at få et pas, så han kan komme med dig på vinterferie. Jeg vil anbefale, at du snart sætter gang i processen, da sagsbehandlingen desværre kan tage et stykke tid. Din søn skulle jo gerne nå at få udstedt sit pas, inden I skal på ferie. Såfremt politiet tillader udstedelsen af passet, vil du normalt modtage dette inden for 14 dage. Borgerservice kan desuden hjælpe med udstedelsen af et midlertidigt pas. Jeg håber, at du og din søn får en glædelig jul, og at I kan komme af sted på vinterferie i det nye år.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)