Samvær med udenlandsk forælder
Kære Monica Kromann.
Vi skriver til dig, idet vores søn har været gift med en udenlandsk kvinde, som efter skilsmissen rejste hjem igen, men nu går der rygter om, at hun måske vender tilbage til Danmark med en ny mand.
Problemet er, at hun havde et barn, som min søn i forbindelse med ægteskabet adopterede. Efter skilsmissen fik han den fulde forældremyndighed over barnet, som nu ikke har set sin mor i flere år. Spørgsmålet er så, om hun kan kræve at få forældremyndigheden tilbage, hvis hun kommer til Danmark?
Vi håber meget du kan hjælpe os.
Med venlig hilsen
De bekymrede bedsteforældre.
Svar:
Kære bedsteforældre.
Indledningsvis bør reglerne omkring adoption nævnes. Den relevante lov herfor findes i adoptionsloven. Det fremgår heraf, at adoption etablerer et fuldt familieskifte. Der opstår et fuldstændigt retligt forældre-barn forhold mellem adoptivforælderen og adoptivbarnet i forhold til forældremyndighed, forsørgelsespligt, værgemål og arveret, samtidig med, at retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt bortfalder. Dette fremgår af adoptionslovens § 16.
Ovenstående tydeliggøres i lovens § 5a, der vedrører stedbarnsadoptioner, som tilfældet er med Jeres søn. Ved denne bestemmelse får den adopterede i forhold til ægtefællerne samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn.
Ved besvarelsen af Jeres spørgsmål, må det altså først og fremmest lægges til grund, at retsforholdet mellem Jeres søn og barnet er på samme måde, som var Jeres søn barnets biologiske fader – og altså med de dertilhørende rettigheder omkring forældremyndighed og samværsret.
Eftersom Jeres søn har den fulde forældremyndighed, vil Jeres søns tidligere kone, såfremt hun vender tilbage til Danmark og ønsker samvær med barnet, være nødsaget til at henvende sig til Statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil herefter på baggrund af, hvad der er bedst for barnet træffe afgørelse om, hvorvidt der bør genoptages samvær mellem moderen og barnet.
Om der bør genoptages samvær mellem moderen og barnet sker efter reglerne i Forældreansvarsloven. Udgangspunktet er herefter ifølge lovens § 19, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos. Efter det forelagte må det antages, at moderen ikke har frasagt sige enhver form for kontakt med barnet, bør Forældreansvarslovens § 20 a formentlig ikke anvendes. Denne bestemmelse omhandler de tilfælde, hvor der anmodes om fastsættelse af samvær mellem et adoptivbarn og de biologiske forældre eller andre af barnets slægtninge, således at båndet mellem barnet og forældrene ikke afbrydes totalt. Denne bestemmelse tager sigte på anbringelsessager og er derfor ikke relevant i dette tilfælde.
Hvorvidt der genoptages samvær mellem moderen og barnet sker derfor efter lovens § 21. Efter denne bestemmelse vil Statsforvaltningen eller Retten kunne fastsætte samvær i det omfang det er bedst for barnet. Der kan således fastsættes samvær til blot et par timer om ugen eller helt op til 7 dage ud af 14 dage.
I hvilket omfang der fastsættes samvær foretages dette ud fra en konkret vurdering og hvad der er bedst for barnet. I den forbindelse er det værd at nævne, at der i § 21, stk. 4, bestemmes, at fastsættelse af samvær kan afslås, og en aftale eller afgørelse herom kan ændres eller afslås. Der skal herefter konkret vurderes om det ikke vil være til barnets bedste, at skulle have samvær med moderen. Et væsentligt argument i den sammenhæng vil således bl.a. kunne være lang tids adskillelse mellem barnet og moderen, forældrenes forhistorie og forudsætninger herfor, samt hensynet til barnet, idet det i nogle tilfælde kan være urimeligt forstyrrende for barnet i forhold til det hverdagsliv der er opbygget, hvis der efter lang tid (gen)etableres et samvær eller kontakt.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
