Separation eller skilsmisse?

Kære Monica Kromann

Min kone og jeg er kommet frem til den konklusion, at vi skal gå hver til sit.

Vi har været gift i 18 år og har sammen tre børn på henholdsvis 14, 17 og 20 år.

Beslutningen er truffet i enstemmighed, og vi ønsker en så fredfyldt afslutning på vores forhold som muligt. Dette skyldes i særdeleshed hensynet til vores fælles børn.

Selvom beslutningen om at gå hver til sit er foretaget, er vi usikre på den efterfølgende proces. Særligt er vi i tvivl om forskellen på separation og skilsmisse. Hvordan ophører samlivet nemmest?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Martin

Svar:

Kære Martin

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Den primære forskel på henholdsvis separation og skilsmisse er, at ægteskabet endeligt opløses ved en skilsmisse, mens en separation kan betragtes som en slags prøveopløsning, hvor I fortsat formelt er gift.

Selvom i formelt set forbliver gift ved separation, er retsvirkningerne for skilsmisse og separation på en række punkter tilsvarende. Ved separation ophører den legale arveret automatisk fra tidspunktet for bevillingen, ligesom det er tilfældet ved skilsmisse. Formuefællesskabet ophører ligeledes i separationsperioden ved udløbet af det døgn, hvor anmodningen herom modtages af Familieretshuset. Tilsvarende gælder i tilfælde af skilsmisse.

Der er dog nogle væsentlige forskelle mellem separation og skilsmisse.

Først og fremmest kan en ægtefælle ensidigt ansøge om separation i medfør af Ægteskabslovens § 30. Det er således ikke en forudsætning, at ægtefællerne er enige herom. I modsætning hertil, er udgangspunktet i forbindelse med en skilsmisse, at der skal være enighed mellem parterne. Udgangspunktet er dog ikke undtagelsesfri, idet der under visse betingelser er adgang til skilsmisse uden samtykke fra den anden ægtefælle, herunder i anledning af utroskab.

Dernæst er det en væsentlig forskel, at ægtefællerne er forhindret i på ny at indgå ægteskab i tilfælde af separation. Dette skyldes, at I formelt set fortsat er gift. Ægteskabet består således fortsat i separationsperioden. I tilfælde af skilsmisse, ophører ægteskabet helt, hvorfor I er berettiget til at indgå nyt ægteskab.

Separationen og dennes retsvirkninger bortfalder, såfremt I genoptager eller fortsætter samlivet. Dette indebærer blandt andet, at såvel arveretten som formuefællesskabet indtræder på ny. Separationen træder dog ikke i kraft igen, hvis I efter samlivsgenoptagelse skulle flytte fra hinanden. I modsætning hertil, ophører skilsmissen ikke ved genoptagelse af ægteskabet. Ægteskabet er endeligt ophørt, hvorfor I atter må indgå ægteskab, såfremt virkningerne af skilsmissen ønskes ophævet.

I det tilfælde, at samlivet senere bliver genoptaget i separationsperioden, vil en eventuel ægtepagt fortsat være gyldig. Modsat gælder ved skilsmisse, hvor ægtepagen endeligt er ophævet i forbindelse med ægteskabets ophør. I tilfælde af senere ægteskabsindgåelse, må I således oprette en ny ægtepagt.

Da I er enige om ægteskabsophøret, kan I enten vælge at søge direkte om skilsmisse, eller I kan vælge en separationsperiode, inden I bliver skilt.

Ønsker I at blive separeret, skal en af jer udfylde ansøgning herom på Familieretshusets hjemmeside. Såfremt separationen skal opretholdes, er det en forudsætning, at I flytter hver til sit inden for tre måneder. Dette skyldes, at fælles bopæl og husførelse medfører en formodning for, at samlivet reelt ikke er ophævet. Fortsætter I med at have fælles bopæl, kan jeres separation blive annulleret. I tilfælde af separationens ophør, ”genopstår” jeres ægteskab.

Efter seks måneders separation, har I ret til skilsmisse. Dog har I tilmed mulighed for at blive skilt på et hvilket som helst tidspunkt, såfremt I begge afgiver samtykke hertil. Skulle I blive uenige om skilsmissen, kan enhver af jer dog fortsat kræve skilsmisse efter seks måneders separation. Skilsmisse kan tilmed kræves uden forudgående separation, hvis I har været adskilt de seneste 2 år. Skilsmisse forudsætter udfyldelse af en ansøgning på Familieretshusets hjemmeside.

Du oplyser, at I har to børn under 18 år. Tidligere gjaldt en såkaldt tvungen refleksionsperioden på tre måneder. Denne indebar, at ægtefæller med børn under 18 år var forpligtet til at afvente periodens udløb, forinden skilsmisse kunne bevilges. Denne refleksionsperiode er imidlertid ophørt efter lovændringen den 1. juli 2020. Som følge heraf, kan I blive skilt straks, såfremt I fortsat er enige herom.

Du oplyser endvidere, at I ønsker en så fredfyldt afslutning som muligt. Det kan i denne forbindelse være fordelagtigt for jer, forinden ansøgning om henholdsvis separation eller skilsmisse at oprette en ægtepagt. Ægtepagten kan anvendes som et hjælpemiddel til at skabe et overblik over den kommende deling, og dermed forhindre eventuelle kontroverser. Jeg skal dog tilmed gøre opmærksom på, at I har mulighed for formløst at indgå en aftale om formuedelingen i forbindelse med separation eller skilsmisse. Det er dog en forudsætning, at aftalen indgås på et tidspunkt, hvor ægteskabets ophør er aktuelt. Er aftalen indgået med henblik på en forestående formuedeling, har I aftalefrihed, og aftalen kræver således ikke ægtepagt. Det har ved denne vurdering særligt betydning, om I har indgivet anmodning til Familieretshuet som skilsmisse eller separation forud for aftalens indgåelse. Aftaler om en eventuel kommende formuedeling anses derimod ikke som aktuel, og forudsætter dermed oprettelse af en ægtepagt.

Jeg håber ovenstående besvarede dit spørgsmål og gjorde dig klogere på beslutningen om separation eller skilsmisse. Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familieretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkassen/.

Med venlig hilsen

Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk

 

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet