Kan jeg sælge vores hus uden min demente mands samtykke?

Kære Monica Kromann

Min mand og jeg har været gift i over 50 år. Vi har delingsformue. Nu er han blevet ramt af demens og skal snart på plejehjem.

Det er ikke afgjort endnu, men i tilfælde af, at jeg er nødt til at sælge vores hus, kan jeg så sælge vores bolig uden hans samtykke?

Jeg håber, du vil besvare mine spørgsmål.

Med venlig hilsen

Lise

Svar:

Kære Lise 

Tak for dine spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Som udgangspunkt kan du ikke sælge jeres fælles bolig uden din mands samtykke.

I lov om ægtefællers økonomiske forhold § 6 står der, at en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke kan indgå aftale om at overdrage familiens helårsbolig eller en bolig, der er bestemt til familiens helårsbolig.

Ordene "bestemt til“ viser, at § 6 ikke blot omfatter en ejendom, som familien aktuelt bor i, men tillige en nyindkøbt ejendom eller et hus under opførelse, som familien endnu ikke har nået at flytte ind i. Også en ejendom, der midlertidigt er udlejet under f.eks. en længevarende rejse til udlandet, er omfattet af bestemmelsen, såfremt det er hensigten, at familien skal vende tilbage til boligen efter det midlertidige ophold.

Det afgørende er udelukkende, hvor familien faktisk bor eller har til hensigt at bo, og ikke boligens status af helårshus.

Bestemmelsen gælder kun, hvis ejendommen er omfattet af reglerne om ligedeling, og da I har delingsformue, kan du derfor ikke sælge jeres fælles bolig uden din mands samtykke.

Dette indebærer også, at en bolig ikke er omfattet af beskyttelsen i § 6, når boligen udelukkende er særeje (skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje).

Idet din demente mand endnu ikke er på plejehjem, må du tage fat i Familieretshuset, der kan tillade salget af jeres fælles bolig, såfremt der ikke er en rimelig grund til at nægte at gennemføre salget.

Hvis en ægtefælle derimod permanent er flyttet på plejehjem, vil den tidligere fælles bolig ikke længere anses for fælles, og et samtykke til salg vil ikke længere være nødvendigt. Dette følger af en afgørelse fra Vestre Landsret, idet de hensyn, der begrunder samtykket i loven, ikke længere er til stede som følge af, at den ene ægtefælle er kommet på plejehjem. 

Hvis der havde foreligget en gyldig fremtidsfuldmagt, kunne et eventuelt salg af boligen være sket på grundlag af denne.

Det er altid en god ide at overveje fremtiden, herunder om det mulige behov for at oprette fremtidsfuldmagt. I den forbindelse kan det være en god ide at få rådgivning hos en advokat, så der sikres et overblik.

Jeg håber ovenstående besvarede dine spørgsmål. Såfremt du har yderligere spørgsmål, vil jeg anbefale dig at kontakte en advokat med speciale i familieret.

Det er muligt at læse flere af mine brevkasseindlæg om familie – og arveretlige emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk.

 

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet