Bortfalder min opholdstilladelse som følge af, at jeg er blevet registreret som udrejst af Danmark?

Kære Monica Kromann

Jeg er for nyligt af Folkeregisteret blevet registreret som udrejst af Danmark, som følge af, at jeg i perioden mellem mine udlandsophold, ikke har opholdt mig i Danmark i mindst tre måneder og således anses for at have opholdt mig uden for Danmark i mere end tolv på hinanden følgende måneder. Det bemærkes, at jeg ikke på noget tidspunkt ”faktisk” har opholdt mig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder.  

Jeg opholder mig i Danmark på en tidsubegrænset opholdstilladelse. Jeg har boet i Danmark siden begyndelsen af 90’erne, og har således en væsentlig større tilknytning til Danmark end til mit hjemland.

Jeg frygter, at registreringen har indflydelse på min opholdstilladelse, hvorfor jeg ønsker svar på, om min opholdstilladelse er bortfaldet som følge af registreringen?

Jeg håber, at du vil besvare mit spørgsmål.

Med venlig hilsen

Mohammed

Svar:

Kære Mohammed

Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

Af udlændingelovens § 17, stk. 1 følger, at en tidsbegrænset opholdstilladelse, som udgangspunkt, bortfalder, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måder. En tidsubegrænset opholdstilladelse bortfalder derimod, som udgangspunkt, først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end tolv på hinanden følgende måneder.

Du oplyser, at du ikke har opholdt dig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det forholder sig imidlertid sådan efter CPR lovens § 24, at korte besøg her i landet IKKE betragtes som en afbrydelse af opholdet i udlandet. Efter praksis anses ophold på mindre end tre måneder for ”korte besøg”, hvorfor dine ophold i Danmark mellem dine udlandsophold betragtes som ”korte besøg”, idet du oplyser, at varigheden af disse var mindre end tre måneder. ”Besøgene” betragtes således ikke som en afbrydelse af opholdene i udlandet, hvorfor du anses for at have opholdt dig uden for landet fra første udrejse til sidste hjemrejse, altså i mere end tolv på hinanden følgende måneder.

Da du i CPR-lovens forstand, har opholdt dig uden for Danmark i mere end tolv på hinanden følgende måneder, er din opholdstilladelse, som udgangspunkt, automatisk bortfaldet med tilbagevirkende kraft fra første udrejsedag, hvorfor du, som udgangspunkt, ikke længere kan opholde dig lovligt i Danmark. Det bemærkes, at du ikke modtager en afgørelse, i form af et brev eller lignende fra Udlændingestyrelsen, om, at din opholdstilladelse er bortfaldet, idet dette, som udgangspunkt, sker automatisk, når man har opholdt sig i udlandet i mere end tolv måneder.

Det er imidlertid muligt at opnå dispensation fra bortfald af jeres opholdstilladelser ved indsendelse af Ansøgningsskemaet BF2, som findes på hjemmesiden www.nyidanmark.dk, samt ved evt. indsendelse af skrivelse med uddybende bemærkninger. Det er min anbefaling, at ansøgning om dispensation indsendes, idet alternativet hertil er, at du på ny skal indsende ansøgning om opholdstilladelse.

Såfremt du har påklaget Folkeregisterets afgørelse om registreringen, skal det bemærkes, at Folkeregisterets afgørelse ikke bør afventes forinden ansøgning om dispensation indsendes, idet det ikke kan forventes, at Folkeregisteret ændrer sin afgørelse.

Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål. Såfremt du ønsker yderligere rådgivning eller hjælp til udfyldelse af ansøgningsskema samt udarbejdelse af skrivelse til Udlændingestyrelsen, er du naturligvis velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma.

Du kan læse flere brevkasseindlæg om familie-, arve-, og udlændingeretlige problemstillinger på min hjemmeside:

www.advokatkromann.dk/brevkasse.


Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater