Kan jeg få tilskud?

Kære Monica Kromann

Jeg har et spørgsmål til din brevkasse, som jeg håber, at du vil besvare.

Jeg har været på arbejdsmarkedet siden mine unge dage, men måtte for et par år siden desværre lade mig førtidspensionere efter et længere sygdomsforløb. Som følge af mit sygdomsforløb har jeg jævnligt været i kontakt med forvaltningen.

For ca. et halv år siden fik jeg afslag på en ansøgning om et løbende tilskud, idet man ikke mente, at jeg opfyldte betingelserne. Denne afgørelse har jeg påklaget til ankenævnet, hvor den i øjeblikket afventer nærmere sagsbehandling. 

For nyligt blev reglerne dog ændret, og af det jeg kan forstå, er adgangen til at få et løbende tilskud er blevet betydeligt lempet. Jeg vil derfor gerne vide, om ankenævnet skal træffe afgørelse på baggrund af de nye regler eller på baggrund af de tidligere gældende regler?

Med venlig hilsen

Læseren

Svar:

Kære Læser

Tak for din henvendelse og dit gode spørgsmål, som jeg vil besvare i det følgende.

Reglerne om forvaltningsretlige afgørelser, herunder klageadgang, vejledning, partshøring med videre følger af Forvaltningsloven. Herudover gælder der en række forvaltningsretlige retsgrundsætninger og principper, som ligeledes skal iagttages af forvaltningsmyndigheden. En af de grundlæggende retsgrundsætninger er det såkaldte legalitetsprincip, hvorefter enhver forvaltningsretlig afgørelse skal have hjemmel i lov eller anden retskilde. Hjemmelskravet skærpes desto mere indgribende en afgørelse, der er tale om. 

Det er i sagens natur en forudsætning, at afgørelser træffes på baggrund af gældende ret, herunder gældende lovgivning, eksempelvis Serviceloven, samt bekendtgørelser og vejledninger i henhold til gældende lovgivning. Hvilke regler, der måtte være gældende på afgørelsestidspunktet, kan dog bero på en konkret fortolkning af ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelserne i de forskellige love og bekendtgørelser.

Er der truffet en forvaltningsretlig afgørelse, vil denne som hovedregel kunne påklages til klagemyndighed, typisk et ankenævn, som rekursinstans. Afgørelsen vil almindeligvis indeholde en klagevejledning med en nærmere angivelse af klagefrist og procedure. Det er vigtigt at overholde klagefristen, idet klagen i modsat fald kan blive afvist af klagemyndigheden. Klagen vil almindeligvis skulle indsendes til den myndighed, der har truffet afgørelse som førsteinstans. Myndigheden får herved mulighed for at genvurdere sagen. Såfremt afgørelsen fastholdes, skal myndigheden dog videresende klagen til klagemyndigheden.

En klagemyndighed vil som udgangspunkt fuldt ud efterprøve førsteinstansens afgørelse med hensyn til såvel sagens fakta – eksempelvis dine helbredsmæssige oplysninger – samt retlige regler – eksempelvis fortolkning af relevante regler og praksis. Klagemyndigheden vil enten kunne stadfæste førsteinstansens afgørelse, tage stilling til om din ansøgning skal imødekommes eller hjemvise sagen til fornyet behandling.

Har dine forhold ændret sig siden tidspunktet for førsteinstansens afgørelse, kan disse i et vist omfang inddrages af klagemyndigheden. Dette skyldes, at såvel førsteinstansen som klagemyndigheder skal sikre at en sag er tilstrækkelig oplyst og har det materielt korrekte indhold. 

Er der sket lovændringer efter at førsteinstansen har truffet endelig afgørelse i sagen, men inden at sagen genvurderes af førsteinstansen, kan førsteinstansen efter omstændighederne være forpligtet til at genvurdere din sag på baggrund af de mere lempelige regler, såfremt sagen ikke herved mister sin identitet. Dette vil ikke mindst være tilfældet, såfremt der er tale om en lempelse af reglerne inden for det sociale område. Klagemyndigheden vil i så fald ligeledes kunne vurdere din sag på baggrund af såvel de tidligere regler såvel som de nye og mere lempelige regler.

Er der sket lovændringer efter at førsteinstansen har truffet endelig afgørelse i sagen og efter, at sagen er genvurderet af førsteinstansen, kan klagemyndigheden efter omstændighederne inddrage nyere, lempeligere regler, og således medvirke til at sagen får et materielt korrekt indhold.

Hvorvidt ankenævnet i nærværende tilfælde skal vurdere sagen på baggrund af de nye og lempeligere regler, beror på en konkret vurdering og de nærmere omstændigheder, regler, overgangsbestemmelser m.fl. Der er dog flere forhold, der taler for, at de nye regler bør inddrages af ankenævnet.

Jeg håber, at ovenstående har besvaret dit spørgsmål, og jeg ønsker dig held og lykke i det videre forløb.

Med venlig hilsen

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

;
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet

Danske Familieadvokater Advokatsamfundet Danske ArveretsAdvokater