Nye regler om fremtidsfuldmagter
Kære Monica Kromann
Jeg har tidligere læst om fremtidsfuldmagter i din brevkasse. Jeg har enkelte spørgsmål vedrørende fremtidsfuldmagterne, som jeg håber, at du vil besvare i din brevkasse.
Jeg har tidligere oprettet en generalfuldmagt, og jeg vil derfor gerne vide, hvornår de nye regler om fremtidsfuldmagter træder i kraft, og om min nuværende generalfuldmagt stadig er gyldig eller om jeg skal oprette en fremtidsfuldmagt, og hvad det i det hele taget indebærer?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Brevkasselæseren
Svar:
Kære Brevkasselæser
Tak for dit meget relevante spørgsmål, som jeg gerne bevarer i brevkassen.
Folketinget vedtog i maj 2016 Lov om Fremtidsfuldmagter, og det forventes, at de nye regler om fremtidsfuldmagter træder i kraft den 1. september 2017. De nye regler om fremtidsfuldmagter omhandler blandt andet nye krav til fremtidsfuldmagtens oprettelse, samt hvordan og hvornår fremtidsfuldmagten træder i kraft.
Fremtidsfuldmagten er et alternativ til værgemål. Værgemål iværksættes først efter, at du har mistet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Det betyder, at du ved værgemål ikke får indflydelse på, hvem der skal være din værge eller omfanget af værgemålet. Med den nye lov om fremtidsfuldmagter kan du få større indflydelse på, hvordan dine forhold skal varetages, hvis du ikke længere selv evner dette. Det er derfor en god ide at oprette en fremtidsfuldmagt, således at du selv får indflydelse på, hvem der varetage dine økonomiske og/eller personlige forhold. Fuldmagter af denne karakter har også hidtil kunnet oprettet, men med den nye lov sker det på en mere betryggende måde, da loven opstiller en række krav til fremtidsfuldmagterne.
Når de nye regler træder i kraft, vil det betyde, at fremtidsfuldmagter, der ikke opfylder de nye formkrav, ikke længere vil være gyldigt. Du bør derfor sikre sig, at din nuværende fremtidsfuldmagt lever op til kravene i den nye lov samt at fremtidsfuldmagten er oprettet korrekt.
Fremtidsfuldmagten skal oprettes mens du stadig er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Fuldmagten træder dog først i kraft, når du ikke længere er i stand til at handle fornuftsmæssigt.
Efter den nye lov om fremtidsfuldmagter, skal fremtidsfuldmagten oprettes i Fremtidsfuldmagtregistreret. Herudover skal fremtidsfuldmagten underskrives foran en notar for at være gyldig. Formålet med, at fremtidsfuldmagten også skal underskrives foran en notar er at sikre, at du er i stand til at handle fornuftsmæssigt, og at fuldmagten er udtryk for dine egne ønsker for fremtiden. Dette er en ændring fra tidligere, hvor der ikke var den slags formkrav til oprettelse af fremtidsfuldmagter.
Med den nye lov om fremtidsfuldmagter er der også kommet helt klare regler for, hvornår og hvordan fremtidsfuldmagten træder i kraft, det vil sige at der kommer helt klare regler for, hvornår fremtidsfuldmægtigen eller fremtidsfuldmægtigene, som du har udpeget, kan handle på dine vegne.
Efter de nye regler skal der indgives en anmodning til Statsforvaltningen om, at Statsforvaltningen sætter fremtidsfuldmagten i kraft. Du kan indgive anmodningen, men anmodningen kan også indgives af fremtidsfuldmægtigen eller fremtidsfuldmægtigene. Før fremtidsfuldmægtigen eller fremtidsfuldmægtigene kan indgive anmodningen om ikrafttræden til Statsforvaltningen skal det drøftes med dig. Hvis du modsætter dig ikrafttrædelsen af fremtidsfuldmagten, kan anmodningen til Statsforvaltningen ikke indgives, og fremtidsfuldmagten vil dermed ikke kunne træde i kraft.
Dine nærmeste pårørende skal i forbindelse med en anmodning om ikrafttrædelse underrettes, idet dine pårørende skal have mulighed for at gøre indsigelse til Statsforvaltningen omkring ikrafttrædelsen af fremtidsfuldmagten.
Der skal vedlægges en lægeerklæring sammen med anmodningen om ikrafttrædelse af fremtidsfuldmagten, der dokumenterer, at du er kommet i en tilstand, hvor du ikke længere kan varetage dine egne interesser. Anmodningen skal dog ikke vedlægges en lægeerklæring, hvis det på anen måde kan bekræftes, at du ikke længere kan varetage dine egne interesser.
Når fremtidsfuldmagten er trådt i kraft, skal den tinglyses i personbogen under dit personnummer, således at omverden bliver bekendt med, at fremtidsfuldmægtigen eller fremtidsfuldmægtigene er berettiget til at råde på dine vegne.
Før tinglysning af fremtidsfuldmagtens ikrafttræden, kan du frit tilbagekalde og ændre fremtidsfuldmagten på samme måde, som du oprettede den. Efter tinglysning af fremtidsfuldmagtens ikrafttræden har du kun mulighed for at tilbagekalde eller ændre fremtidsfuldmagten, hvis du er i stand til at forstå betydningen af tilbagekaldelsen eller ændringen. Fremtidsfuldmagten ophører automatisk ved din død. Fremtidsfuldmagten vil også ophøre, hvis fremtidsfuldmægtigen eller fremtidsfuldmægtigene frasiger sig hvervet, selv kommer under værgemål eller selv opretter en fremtidsfuldmagt, som træder i kraft.
Jeg vil råde dig til at tage kontakt til en advokat, som kan hjælpe dig med at udarbejde en fremtidsfuldmagt.
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
;