Hvordan defineres bestikkelse i dansk strafferet, og hvilke straffe kan man risikere at få?
Kære Monica
Jeg henvender mig til dig, da jeg for nyligt har oplevet at en af mine kollegaer har prøvet at bestikke mig i forbindelse med mit arbejde. Vi er begge offentligt ansatte. Jeg føler mig krænket, men også frustreret over hændelsen. Jeg ved ikke om der er bestemte tiltag jeg skal foretage mig i denne situation?
Jeg er leder på min arbejdsplads og jeg er i den forbindelse nervøs for hvad dette kan få af konsekvenser for mig og om bestikkelse er en strafbar handling og hvordan dette defineres?
Med venlig hilsen
Søren
Strafferet
Hvis du er sigtet, tiltalt eller har været udsat for en forbrydelse, så kan vi hjælpe dig
Se mereSvar:
Kære Søren
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Bestikkelse er en strafbar og alvorlig forbrydelse. Bestikkelse defineres som handlinger hvor der enten ydes, loves eller tilbydes gave eller anden fordel for at undlade noget i tjenesten.
Det følger af straffelovens § 122, at den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.
Bestikkelse af offentlig ansatte kan omfatte myndighedspersoner, f.eks. en politiker eller andre personer indenfor det offentlige der modtager penge for at foretage handlinger der er i strid med deres erhverv.
Bestikkelse kan også forekomme i andre tilfælde, blandt andet hvis en person tilbyder politiet penge for at slippe for strafforfølgning eller hvis en elev tilbyder penge til sin lærer for at få en højere karakter. Der er derfor mange forskellige former for bestikkelse, som ligeledes er ulovlige.
Det følger yderligere af straffelovens § 144, at den der modtager bestikkelse ligeledes kan straffes med bøde eller fængsel i op til 6 år.
Ved bestikkelse kan der udover de ovennævnte straffe også pålægges den pågældende person bøder, erstatning eller erhvervsmæssige konsekvenser, såsom fratagelse af erhvervstilladelse for privatpersoner eller fratagelse af et offentligt embede i henhold til offentligt ansatte.
At din kollega har forsøgt at bestikke dig i forbindelse med jeres arbejde som offentligt ansatte er dermed strafbart og kan straffes efter straffelovens § 122. Du som er blevet tilbudt bestikkelsen, skal være opmærksom på straffelovens § 144, da man som modtager af bestikkelsen ligeledes kan blive straffet, hvilket naturligvis kan have indflydelse på evt. fremtids- og jobmuligheder.
Jeg håber, at ovenstående besvarede dit spørgsmål.
Du er velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma, såfremt du har brug for hjælp til andre anliggender i strafferetligt regi.
Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om strafferet, familieret og mange andre emner på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Strafferet
Hvis du er sigtet, tiltalt eller har været udsat for en forbrydelse, så kan vi hjælpe dig
Se mere