Hvad er betingelserne for at få asyl i Danmark?

Kære Monica

 

Min mand og jeg er flygtet fra Syrien til Danmark. Vi står i den situation, at vi ikke ved, hvilke muligheder vi har for at søge asyl i Danmark, og hvilke betingelser vi skal opfylde i forbindelse hermed. Vi er ligeledes i tvivl om, hvad asyl egentlig indebærer, samt hvilke konsekvenser der foreligger, hvis vores asylansøgning skulle blive afvist. Vi bor i øjeblikket på et asylcenter.

 

Vi håber, du vil besvare vores spørgsmål.

 

Med venlig hilsen

 

Azara og Ahmed

 

Udlændingeret

Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse

Se mere

Svar:

Kære Azara og Ahmed

 

Tak for jeres spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.

 

At være på flugt fra sit hjemland er en forfærdelig tilstand at være i som familie og jeg føler med jeres situation.

 

At få asyl i Danmark indebærer, at man får opholdstilladelse som flygtning. Med denne status er man beskyttet imod at blive sendt tilbage til det land, man kommer fra, så længe man er i risiko for forfølgelse eller uretmæssig straf i sit hjemland.

 

Enhver udlænding, der opholder sig i Danmark, kan indgive en ansøgning om asyl. Det gælder uanset, om man er rejst ind i Danmark uden et opholdsgrundlag, eller om man har en opholdstilladelse eller et visum.

 

I Danmark kan der gives asyl på baggrund af et af de følgende punkter:

  1. Individuel beskyttelsesstatus
  2. Midlertidig beskyttelsesstatus
  3. Konventionsbeskyttelse

 

Man kan få opholdstilladelse som flygtning med individuel beskyttelsesstatus, hvis man ved at vende tilbage til sit hjemland er i risiko for at blive udsat for tortur, dødsstraf eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling, der strider imod de europæiske menneskerettigheder.

 

Danmark vedtog i 2015, at personer der ikke er individuelt eller personligt forfulgt, men er i stor fare i forbindelse med overgreb eller vold mod civilbefolkningen, kan få midlertidig beskyttelsesstatus. Således kan man få opholdstilladelse som flygtning med midlertidig beskyttelsesstatus, hvis man risikerer dødsstraf eller risikerer at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ved at vende tilbage til sit hjemland, og hvis denne risiko har baggrund i en særlig alvorlig situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile.

 

Slutteligt kan man få asyl på baggrund af konventionsbeskyttelse, hvis man befinder sig uden for det land, hvor man er statsborger, og hvis man har en velbegrundet frygt for at blive forfulgt som følge af enten sin etnicitet, nationalitet, seksualitet, religion, politiske overbevisning osv.

 

Til besvarelse af jeres spørgsmål vedrørende hvilke muligheder I har for at søge om asyl, og hvad konsekvensen af en afvist ansøgning bliver, er udgangspunktet, at alle der rejser ind i Danmark som flygtning kan søge om asyl. Man kan ikke søge om asyl i Danmark, mens man opholder sig i udlandet. Man skal kontakte de danske udlændingemyndigheder for at søge asyl. Det kan f.eks. være politiet ved den danske grænse, i en lufthavn, på en politistation eller i Modtagecenter Sandholm.

 

Under behandlingen af ens asylansøgning ved de danske myndigheder, skal man opholde sig på et asylcenter. Hvis ens ansøgning godkendes, får man opholdstilladelse i Danmark. Du kan blive boende midlertidigt i Danmark, indtil forholdene i dit hjemland bliver bedre.

 

Hvis ens ansøgning derimod afvises, skal man forlade landet. Der findes dog visse undtagelser hertil. Når ens asylansøgning afvises, kan man blive tildelt den juridiske status, der kaldes ”tålt ophold”. Tålt ophold indebærer, at man ikke har lovlig opholdstilladelse i Danmark, men samtidig kan man ikke udvises til sit hjemland på grund af krig, tortur eller anden nedværdigende behandling i det land, man kommer fra.

 

En opholdstilladelse på baggrund af asyl vil altid være tidsbegrænset. Man kan dog ansøge om at få denne opholdstilladelse forlænget med op til 2 år ad gangen, hvis man har fået asyl efter enten beskyttelsesstatus eller konventionsstatus. Hvis man har fået asyl efter midlertidig beskyttelsesstatus, kan man ansøge om at få denne opholdstilladelse forlænget med 1 år ad gangen.

 

Det er altid en god idé at rådføre sig med en advokat, der kan være behjælpelig med at sikre jeres rettigheder som flygtninge i Danmark.

 

Såfremt du og din mand har brug for yderligere hjælp eller rådgivning til jeres asylansøgning, kan vi hos KROMANN advokatfirma være behjælpelig hermed.

 

Jeg håber, at ovenstående besvarede jeres spørgsmål.

 

Du er velkommen til at kontakte KROMANN advokatfirma på tlf. 86 18 11 02, såfremt du har brug for rådgivning i forbindelse med din eller et familiemedlems asylansøgning i Danmark eller andre udlændingeretlige problemstillinger.

 

Du kan læse flere af mine brevkasseindlæg om udlændingeret, familieret og mange andre emner på min hjemmeside:

https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/

 

Med venlig hilsen

 

Monica Kromann

Advokat (H)

mk@advokatkromann.dk

 

Udlændingeret

Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse

Se mere
Advokat Monica Kromann

KROMANNs juridiske brevkasse

Ønsker du svar på et spørgsmål, der må offentliggøres i juridisk brevkasse, eventuelt i anonymiseret form?

Send dit spørgsmål til kontakt@advokatkromann.dk så vil svaret muligvis blive bragt i den efterfølgende uge. 

Du finder svar på alle publicerede og stillede spørgsmål her i brevkassen.

Vær opmærksom på, at svarene i brevkassen ikke kan erstatte juridisk rådgivning. Læs mere om det ved at klikke her.

God fornøjelse med læsningen!

Kontakt
KROMANN advokatfirma

Ring 8618 1102 eller udfyld formularen herunder, hvis du ønsker at blive kontaktet af en af vores advokater

Tak for din henvendelse.

Vi kontakter dig hurtigst muligt.

Der skete desværre en fejl under afsendelse af din besked.

Du er velkommen til at ringe på 8618 1102 eller sende en mail til KROMANN advokatfirma i stedet