Kan min kone flytte med mig til Danmark fra Spanien?
Kære Monica
Jeg har de sidste 9 år boet og arbejdet i Spanien, men jeg ønsker at flytte tilbage til Danmark inden for en nærmere fremtid. Jeg er dansk statsborger.
Mit spørgsmål er, om min engelske kone, som jeg har boet med de sidste par år, kan flytte med mig til Danmark, eller om vi først skal søge om familiesammenføring eller lignende? I så fald hvad er betingelserne herfor?
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Henrik
Udlændingeret
Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse
Se mereSvar:
Kære Henrik
Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende.
Eftersom du er dansk statsborger og har taget ophold i et andet EU-land, er der mulighed for, at I kan søge om familiesammenføring efter EU-reglerne, hvis I opfylder visse betingelser.
Generelt kan man være omfattet af EU-reglerne som familiemedlem til en dansk statsborger, hvis man er ægtefælle, har været samlever i mindst 18-24 måneder eller er barn under 21 år af enten en dansk statsborger eller af en dansk statsborgers ægtefælle. Andre familiemedlemmer, som f.eks. børn over 21 år og forældre, kan i visse tilfælde også være omfattet af EU-reglerne, når en række særlige betingelser er opfyldt.
Din kone kan derved få opholdstilladelse i Danmark som familiemedlem til en dansk statsborger, hvis I opfylder visse betingelser. For det første er det en betingelse, at du som dansk statsborger har etablereret et faktisk og reelt ophold i et andet EU-/EØS-land eller Schweiz (herefter samlet benævnt EU-land). Dvs. der må ikke være tale om et kortvarigt ophold. Der skal i stedet være tale om en reel flytning, der som udgangspunkt har haft en varighed på minimum tre måneder.
Derudover er det en betingelse, at du som dansk statsborger har udnyttet din ret til fri bevægelighed. Dette er som udgangspunkt opfyldt, hvis du frem til din tilbagevenden til Danmark har haft ophold efter EU-reglerne som f.eks. arbejdstager, selvstændig erhvervsdrivende, studerende eller selvforsørgende i et andet EU-land.
Det er også en betingelse for at din kone kan få opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-reglerne, at I har opholdt jer sammen i det andet EU-land og udøvet et familieliv. I skal have opholdt jer sammen i det andet EU-land i en vis periode. I skal ikke nødvendigvis have opholdt jer sammen i hele din periode i Spanien, men der lægges særligt vægt på den sidste del af perioden, inden I flytter til Danmark.
Desuden skal der være en tidsmæssig sammenhæng mellem dit ophold (dvs. din udnyttelse af retten til fri bevægelighed) i et andet EU-land og indgivelsen af jeres ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne. Dette indebærer, at du skal have bevaret dit opholdsgrundlag i det andet EU-land, frem til du flytter tilbage til Danmark.
Hvis de nævnte betingelser er opfyldt, vil din kone som udgangspunkt have en afledt ret til ophold i Danmark. Hun har desuden ret til at arbejde i Danmark. Hvis din kone selv er EU-statsborger, kan hun have en selvstændig ret til ophold i Danmark, f.eks. som arbejdstager i Danmark.
I skal være opmærksomme på, at I som udgangspunkt skal indrejse til Danmark samtidigt, eller indgive ansøgning om familiesammenføring efter EU-reglerne samtidig med, at du flytter tilbage til Danmark.
En ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter EU-reglerne skal indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Jeg håber, at ovenstående besvarede jeres spørgsmål.
Såfremt I har brug for yderligere hjælp eller rådgivning til jeres ansøgning om familiesammenføring, er I velkomne til at kontakte KROMANN advokatfirma på tlf. 86 18 11 02 eller mail kontakt@advokatkromann.dk
I kan læse flere af mine brevkasseindlæg om udlændingeret, familieret, arveret, og mange andre emner på min hjemmeside: https://www.advokatkromann.dk/brevkassen/
Med venlig hilsen
Monica Kromann
Advokat (H)
mk@advokatkromann.dk
Udlændingeret
Vi hjælper dig i sager om familiesammenføring, asyl, statsborgerskab og opholdstilladelse
Se mere